Skovtur på to hjul

Mountainbikeklubben i Haderslev arbejder på etableringen af en egentlig cykelrute i Pamhule Skov.

Af
Peter Rasmussen

Mountainbike er en af de hurtigst voksende idrætsgrene i Danmark, hvilket tydeligt dokumenteres af antallet af mountainbikeryttere i de danske skove og øvrige naturarealer. Stigningen i antallet af udøvere kan have konsekvenser for den danske natur, der kan slides og ødelægges, hvis der ikke er indrettet særlige ruter til udfoldelse af sporten, idet der således etableres ”uofficielle” stisystemer i skovene. - Mountainbike sporten er tillige en ”aktionpræget” sportsgren, hvilket kan betyde konflikter med øvrige brugere af vores skove og naturarealer, herunder ryttere, løbere og almindelige skovgæster. Derfor er det nødvendigt at etablere særlige egnede ruter til udøvelse af mountainbike cykling, som er blevet en meget populær sportsgren i Danmark og den udvikling ser ud til at fortsætte. I flere danske skove herunder statsligt ejede skove er allerede etableret mountainbikeruter og der kommer flere til løbende, for at imødekomme behovet for egnede ruter, fortæller Michael Jelling fra HMIF-MTB som byens mountainbikeklub hedder i forkortet form.

Sti-projektet

- Vores projektet omhandler etablering af en offentlig tilgængelig mountainbikerute i Pamhule Skov beliggende syd for Haderslev – Pamhule Skov er en del af Naturstyrelsen Sønderjyllands arealer. Etableringen af ruten gennemføres i et tæt samarbejde med Naturstyrelsen Sønderjylland – vi har allerede en rigtig god dialog med medarbejderne ved lokalenheden omkring projektet, fortæller klublederen. Han forklarer: - Ruten bliver ca. 11-13 km lang og skal kunne benyttes af såvel børn, unge og voksne herunder både uøvede som øvede ryttere. Da mange af vores ryttere, herunder især børn og unge, udgør gruppen af uøvede ryttere er det vigtigt, at få etableret en rute for at få et sted, hvor der kan trænes mountainbiketeknikker på et område, hvor skovens øvrige gæster ikke forstyrres. Vi ved, at en organiseret rute vil tiltrække flere børn og unge til de organiserede mountainbikeruter og dermed vil denne gruppe få mere glæde af den danske natur. Dette understøtter også vores nye initiativer i foreningen til foråret, hvor vi vil fokusere på mere på målgruppen børn og unge. Alt i alt vil interessen naturligvis tiltrække flere medlemmer til netop HMIF-Mountainbike - der er den eneste klub i Haderslev og omegn der fokusere 100% på mountainbike. - Ruteforløbet skal markeres med pæle og farvemarkering og der skal opsættes informationstavler relevante steder bl.a. ved p-pladsen der markerer starten på ruten. I forbindelse med etablering af ruten skal der nedskæres opvækst i form af træer og buske mv. Der skal endvidere på dele af ruten etableres kørespor med grus i våde pletter og der skal etableres småbroer. Arbejdet påbegyndes så snart vi har skaffet penge via tilskudsmuligheder og sponsorater. Vores mål er at ruten alt afhængig af omfanget af frivilligt arbejde kan være færdig ultimo 2012. Samlet set skal vi have indsamlet midler i niveauet 80.000 – 100.000 kr, fortæller Michael Jelling. Ud over Jelling selv organiseres projektet af Alex Glæsel, Marc Ohlsen og Heine Møller, der alle er aktive medlemmer af HMIF-Mountainbike.  

Alle er velkommen

- Alle der har interesse i at hjælpe med etableringen af ruten i Pamhule Skov skal være mere velkommen. Man kan læse mere omkring det at være frivillig hjælper på www.hmif-mtb.dk, siger Michael Jelling og understreger: - Vi har brug for hjælpende hænder. - Såfremt der er virksomheder der ønsker at hjælpe med materialer i forbindelse med etableringen af ruten skal endelig kontante mig - mine kontaktoplysninger findes ligeledes på www.hmif-mtb.dk - HMIF-MTB er 1½ år gammel og vi har nu allerede rundet 45 aktive medlemmer – hvoraf der er 7 instruktører der alle har gennemgået DGI’s instruktøruddannelse. Vi har træningsdage mandag og onsdag i sommerhalvåret. I vinterhalvåret cykler vi hver onsdag kl. 18.00 hvor rytterne har påmonteret store lygter som kan oplyse de mørke stier, slutter Michael Jelling.

Publiceret 13 October 2011 20:00