Anna på 5 år og lille Andreas på 3 holder styr på alle de spændende ting, der skal til for at lave muffins.

Anna på 5 år og lille Andreas på 3 holder styr på alle de spændende ting, der skal til for at lave muffins.

Store bagedag i Stevning

I dag torsdag den 13. oktober bager børn over hele landet brød, boller og kagemænd til fordel for Børns Vilkårs arbejde.
'Bag for en Sag' er et projekt, hvor børneinstitutioner og skoler over hele landet bager og sælger bagværket til forældre, bedsteforældre og venner til fordel for børn, der har det svært.
Det projekt har man besluttet at støtte i Hjortspring Børnehus i Stevning. Fra morgenstunden gik pædagog Nina og en håndfuld børn derfor i krig med mel, æg og bagepulver. Målet var 120 muffins, så der er nok til alle lækkersultne forældre og søskende, når de senere i dag kommer for at hente deres børn.
Ud over at dagen er en sjov oplevelse for børnene, er den samtidig vigtig for Børns Vilkår. Alle de penge, børnene samler ind, går ubeskåret til at hjælpe andre børn i Danmark, bl.a. via BørneTelefonen, der rådgiver mere end 15.000 børn hvert år.
Sidste år blev der bagt på 702 institutioner og skoler. I alt indsamlede de bagende børn 956.705 kroner.

Publiceret 13 October 2011 13:00