Fra venstre mod højre ses Christina, Louise og Liz i fuld gang med fitnesstræningen.

Fra venstre mod højre ses Christina, Louise og Liz i fuld gang med fitnesstræningen.

Sundhed er også for de socialt udsatte

Et statsprojekt med idræt og sundhed i fokus har givet mange af de sværest stillede i kommunen mod på livet. I øjeblikket ved de dog ikke, om succesprojektet kan fortsætte.

Af
Rune Weitling

Det er tre kvinder med for-skellige baggrunde, Lokal-avisen Budstikken møder denne eftermiddag.
Der er Louise, som er projektansvarlig. Så er der Christina, der begyndte på sin uddannelse, men endte med en depression i stedet for et eksamensbevis. Og så er der Liz, som i mange år var stofmisbruger, men i dag er stoffri.
Umiddelbart vidt forskellige, men alligevel har de en hel del med hinanden at gøre. Alle tre er nemlig en del af Idræts Kraftcenter, der er et projekt, som forsøger at hjælpe psykisk syge og misbrugere i Esbjerg Kommune videre i livet.
Det hele begyndte i december 2007, hvor de første penge fra satspuljen under Statsprojekt Det Fælles Ansvar II blev tildelt Idræts Kraftcenter under Center for Misbrug i Esbjerg Kommune. Penge, der går til, at man kan hjælpe socialt udsatte med at få et både sundere og mere socialt liv.
Det betyder blandt andet, at Christina og Liz kan komme til fitness, ridning, svømning, golf og andre sportsgrene sammen med andre i samme situation. En mulighed de ikke ville have haft, hvis ikke det havde været for Idræts Kraftcenter.
- Man kan lige så godt være ærlig at sige, at hvis vi ikke havde det her tilbud, så havde mange af dem formentlig ikke fundet penge til en tur i fitnesscentret. Så havde de nok gået til andre ting, fortæller projektansvarlig Louise Pedersen, der sammen med Allan Schmidt og Joan Fich Rasmussen står for projektet.

Skal ikke gemme sig

Og der er vist ingen tvivl om, at de 1,755.000 kroner, som projekt Idræts Kraftcenter hvert år modtager fra Socialministeriet, er mere end almindelig godt givet ud.
I øjeblikket er der omkring 150 personer fra Esbjerg Kommune, som benytter sig af tilbuddet. Det er folk, som både hører om projektet fra egen læge, fra Center for Misbrug, fra Center for Skizofreni, fra Stormly, fra Værkstedet i Bramming, fra Spangsbjerg eller som blot får nys om det fra andre, der er med i Idræts Kraftcenter.
- Jeg tror, der er flere ting, som er med til at gøre det succesfuldt, siger Louise Pedersen og fortsætter:
- Først og fremmest er de sammen med andre i samme situation. De behøver således ikke gemme sig eller være flove, som de ofte er, når de er ude blandt såkaldt "normale" mennesker. Derudover spiller genkendelig-heden og den personlige kontakt en stor rolle forstået på den måde, at det er Allan, Joan og jeg, der er sammen med dem hver gang. Det giver dem en tryghed, som er enorm vigtig. Og så er der det måske allervigtigste - at de simpelthen får et bedre liv ved at dyrke motion og lære om en sundere kost, smiler Louise Pedersen.
Denne eftermiddag i fitness dk er der fyldt godt op med "dem, vi andre ikke vil lege med", som Louise Pedersen hjerteligt udtrykker det. Det er sagt med varme, for der er ikke den mindste tvivl om, at hun virkelig brænder for at hjælpe disse mennesker med at få et sundere liv.
Hver tirsdag efter svømning og hver torsdag efter fitness samles man således for at spise en sandwich sammen, snakke sammen og ikke mindst grine lidt sammen. Og selv om det umiddelbart lyder som en regulær solstrålehistorie, så er mørke skyer begyndt at trække ind over projektet.

Stor del af livsindholdet

Den 1. januar 2012 er det slut med støtten til Idræts Kraftcenter, da det hele tiden har været et fireårigt projekt fra Socialministeriets side. Og udsigten til en nært forestående afslutning er noget, som kan mærkes.
- Det ville ganske enkelt være forfærdeligt. Jeg er helt overbevist om, at det vil komme til at koste samfundet flere penge, hvis det lukkes ned, end hvis der bevilges penge til, at det kan fortsætte. Det er blevet en kæmpe del af livsindholdet for mange, og man kan tydeligt mærke, at de er frustrerede lige nu, fordi de ikke ved, om de er "købt eller solgt", siger Louise Pedersen, hvis brede smil om læberne for første gang denne eftermiddag er væk:
- Jeg tør ganske enkelt ikke tænke på, hvad det kan ende med, hvis projektet ikke fortsætter.
 

Publiceret 13 October 2011 08:45