Volley skal dyste i Norge

Af
ark

Det er dyrt pludselig at have succes på volleyballbanen.
Hvidovre Volleyball Klub, der sidste sæson fik en flot 4. plads i herrernes elitedivision, har på grund af placeringen kvalificeret sig til Nordic Club Championships (NCC). Og det koster at tage til Norge.
Derfor har klubben søgt Hvidovre Kommune om støtte. Kulturudvalget har valgt at sige ja til ansøgningen og giver dermed 15.000 kr. til volleyballklubbens deltagelse.
Hvidovre Volleyball Klub skal i Norge kæmpe med tre andre klubber om at kvalificere sig til et senere finalestævne.
- Deltagelsen i NCC og rejsen til Norge er udgifter, som klubben ser sig nødsaget til at søge om støtte til. Klubbens 1. holdsspillere deltager løbende i indtægtsgivende aktiviteter for at holde udgifterne til holdet nede, men klubben ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om tilskud til deltagelse i NCC, skriver HVK i deres ansøgning, hvor de faktisk søgte om 27.016 kr. til transport, overnatning og forplejning. Men udvalget valgte altså at yde 15.000 kr. i støtte.

Publiceret 13 October 2011 09:30