Boligsalg:

Hurtigst at sælge i Hovedstaden

Udbudstiderne på huse sætter ny kedelige rekord, men ikke i Hovedstaden

Af
Helle Christoffersen

Boligsælgere i det meste af landet skal væbne sig med tålmodighed, når de vil af med huset eller lejligheden. Udbudstiderne sætter ny rekord og nærmer sig nu ni måneder. I Region Hovedstaden og Nordsjælland er udviklingen vendt de senere år, og her er udbudstiderne faldet, så de nu ligger mellem 5-7 måneder.

"Der er rekordlange udbudstider på parcel- og rækkehuse. Især i yderområderne er der opbygget en pukkel af huse, som har stået længe uden at blive solgt. Det er med til at lægge ekstra pres på boligmarkedet," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Det øvrige Sjælland har udbudstider på knap ti måneder, og overgås kun af region Nordjylland, som er oppe på næsten 11 måneder i gennemsnit.

Hovedstaden rykker

I København by og omegn går det stærkest med at komme af med husene. Her går der gennemsnitligt fem måneder, før ejendommen er solgt.
For ejerlejligheder er salgstiden omkring seks måneder i gennemsnit, viser nye tal fra Realkreditrådet. Udbudstiderne i Nordsjælland og København toppede i 2009, mens de er fortsat opad for resten af landet, og ikke har været længere siden 2004.

Svag reaktion på prisfald

Huspriserne er i gennemsnit faldet 3,1 procent i forhold til sidste år. De største prissænkninger har fundet sted i Nordsjællan samt Vest- og Sydsjælland med tæt på 6 procent. I Hovedstaden er priserne stort set uændrede.

"Der er betydelig forskel på boligmarkedet i Hovedstaden og resten af landet. I Hovedstaden står huse til salg i kortere tid, og sælgerne har ikke sænket priserne. I landets yderområder har boligmarkedet bevæget sig helt ud i slæbesporet. De lavere priser på salgsskiltene har ikke været tilstrækkelige til for alvor at lokke køberne frem. Der er en betydelig usikkerhed i dansk økonomi. Det er svært for unge at komme ind på arbejdsmarkedet, og folk i job ser ikke længere så lyst på fremtiden som tidligere. Den usikkerhed rammer især hårdt uden for landets største byer," siger Ane Arnth Jensen.

Et parcel- og rækkehus på 140 kvm. i Region Hovedstaden står i dag til salg for 3.335.000 kr., mens en lejlighed på 80 kvm. i gennemsnit står til salg for 1.940.000.

Publiceret 13 October 2011 11:00