Dietrichsen efter dødsulykke:

Alle har været så flinke

Af
Af Torben Kristensen

- Selv kan jeg intet huske fra den dag, begravelsen foregik i domkirken, men i tiden efter har alle i Roskilde været så flinke overfor os, og det er med til at hjælpe os i gang med et nyt liv. Den frygtelige morgen på Autobahn A7, lige syd for Kassel, da hustruen Sanne og storebror Valdemar omkom i en forfærdelig ulykke, kommer Lars Dietrichsen sig aldrig over. Men hans datter på godt to år, Mathilde, er med til at hjælpe ham i gang. - Når folk spørger, hvordan det går, svarer jeg altid: Det går godt med Mathilde. - Hun er heldigvis ikke blevet traumatiseret af ulykken, og det er nu det vigtigste for mig i vores nye liv, hvor det bare er os to. - Når Mathilde ser et billede af Sanne og Valdemar, vækker det gode mindre og smil hos hende. Så spørger hun om, hvor de er, og lidt efter vil hun gerne have en is.

Fik 500 mails

For Lars Dietrichsen selv er det lidt sværere. - Hver dag er jeg en tur på Skt. Jørgensbjerg kirkegård i en halv time for at se til Sanne og Valdemar. Vi var vant til hele tiden at være os fire, men pludselig var der en million i Danmark, som kendte os to tilbageværende. - Når jeg går en tur på havnen, ved jeg godt, at folk vender sig om og kigger efter mig. Men det vænner man sig til. - Til gengæld er jeg overrasket over den store hjælpsomhed, vi har mødt i Roskilde. Pladskontoret til børneinstitutionen, kommunen, banken og alle forretningsforbindelserne har bare sagt: Tag den tid du har brug for. - Jeg har nok fået omkring 500 mails, og det er dejligt, at så mange udtrykker sympati for os. Selvfølgelig kan de ikke sætte sig i vores sted, men det luner nu alligevel. - Brian Holm, som jeg kendte fra min tid som cykelryttere, har været en af de bedste. Han blev ved med at ringe, selv om jeg ikke tog den, og sagde: Du får ikke lov til at styrte alene.

Ture til Tourrettes

Selv om Dietrichsen ikke længere skal stå for driften af restauranten i Tourrettes-sur-Loup, er han og Mathilde fortsat forelsket i den flotte fæstningsby på bjergsiden mellem Grasse og Vence. Et par dage efter dette interview skulle de to på en lille lynvisit, og Mathilde glædede sig til igen at møde sin lille legekammerat, som hun allerede havde lært at tale flydende sammen med. - Vi bor ikke i vores hus derned mere. Det kan vi ikke klare. Denne gang har vi lejet os ind på herberget, og på et tidspunkt skal vi nok have en lejlighed dernede. - Jeg blev ikke færdig med den fantastiske by, så først i det nye år begynder jeg igen at arrangere ture dertil for roskildensere og andre danskere. - I den tid, vi var på herberget, havde vi rigtigt mange gæster her fra Roskilde. Der var f.eks. både cykelryttere og ældre kortspillende damer.

Lever for Mathilde

Lars Dietrichsen overvejer også, om han kan bearbejde sine egne følelser og oplevelser ved at lave et foredrag om den forfærdelige tid, han nu har været igennem. Konklusionen skal være, at det gælder om i tide at prioritere livet med sine børn, sådan som han nu vil gøre med Mathilde.

Publiceret 13 October 2011 10:00