(modelfoto: Colourbox)

(modelfoto: Colourbox)

Narko-kokke var øverst i fødekæden

Det hele skinnede af professionalisme. Det mener anklager Sune Ploug Sørensen om den store narkosag, som han har ført mod to nordsjællandske narkohandlere. De to mænd på 30 og 33 år fik i fredags hver 16 års fængsel i Retten i Roskilde for at have solgt 210 kilo amfetamin og kokain.

- De har været helt oppe i fødekæden. Det er bagmændene, vi fik fat i her.
De to nordsjællandske mænd er gamle venner og har drevet flere restauranter selv. Det brugte de som skalkeskjul for at købe store mængder kartoffelmel og billig vodka, som de brugte som fyldstoffer i et hemmeligt narkolaboratorium, som de havde bygget i et depot på Rytterkær i Herringløse.

Især mændenes store ressourcer viser, hvor højt i narkohierarkiet, de har siddet. De blev anholdt med et falsk pas, en mobiltelefon bygget ind i et armbåndsur, et halvautomatisk haglgevær og et falsk kørekort fra Spanien.

- Det viser, at de er professionelle og har kontakt til andre professionelle. Hele fabrikkens opbygning viser, at der er lavet et professionelt, kriminelt arbejde, siger Sune Ploug. Han er overbevist om, at narkoen ikke er solgt på gaden, men videre til mellemhandlere.

Straks efter dommen valgte de to mænd at anke sagen. Den kommer formentligt først for Landsretten til foråret.

Publiceret 18 October 2011 11:15