"Metalindsamlerne" i Jegerup håber at folk vil blive ved at aflevere brugte dåser, også selv om der er kommet særlige genbrugsbeholdere. Foto: MostPhotos

Husk hvor de brugte dåser skal hen

I Jegerup fortsætter indsamlingen af brugte øl- og sodavandsdåser ufortrødent

Af
Peter Rasmussen

Juletid er julefrokosttid, og det er vel ret sandsynligt at der i den forbindelse tømmes en den øl- og sodavandsdåser. Det satser man ihvertfald på hos Borgerforeningen i Jegerup, hvor man samler dåser ind til fordel for Multihuset. - Vi samler skam stadig ind med uformindsket styrke, men kan godt frygte at folk begynder at putte deres brugte dåser i de flotte nye grønne genbrugsbeholdere, fortæller Egon Jessen, der er én af "metalindsamlerne". - Vi skal jo gerne skaffe penge til det flotte nye Multihus, så derfor håber vi at alle husker hvor dåserne skal hen - og man må sådan set også gerne aflevere alt muligt andet metal, siger Egon Jessen, der selv tager imod på privatadressen Adelvej 39. Man kan også aflevere dåser og andet metal hos automekaniker René Lassen på Gl. Stadsvej i Jegerup.

Publiceret 01 December 2011 08:00