Pernille Leeloo Ottosen har lavet musik, siden hun var lille. Og indtil videre er det country-genren, hun brænder for.

Pernille Leeloo Ottosen har lavet musik, siden hun var lille. Og indtil videre er det country-genren, hun brænder for.

L.O.C. ville have Pernille

Pernille Leeloo Ottosen indtog scenen med succes, da "Voice - Danmarks"s største stemme", debuterede på TV 2 i lørdags. Den 27-årige country-pige har trådt sine barnesko i Aabenraa og nyder i dag tilværelsen som musiker og pædagog i København

Af
Mette Henriksen

At stå overfor selveste L.O.C. ville give mange danske piger bløde knæ. Men da hip-hop-frækkerten alias Liam O"Connor i TV 2" s nyeste seermagnet, "Voice - Danmarks største stemme", efter blindtesten fik øje på deltager Pernille Leeloo Ottosen, var det stjernen selv, der fik julelys i øjnene. Country-chicken fra Aabenraa virkede derimod som coolheden selv. - Bortset fra at jeg ikke rigtig kunne høre noget i mine øresnegle til at starte med, var jeg ikke særlig nervøs. Også sangen, som man havde valgt til mig, passede mig fint, fortæller Pernille, som allerede for 10 år siden samlede tv-erfaring, da hun deltog i Popstars. Til trods for at hun nåede langt i konkurrencen og efterfølgende fik tilbudt pladekontrakt, takkede hun nej, fordi hendes mål var at lave sit eget materiale. Og det var da også en top selvsikker Pernille, som seerne oplevede i Voice-debuten. Bl.a var hendes begrundelse for at fravælge Steen Jørgensen fra Sort Sol som coach, fordi de efter hendes mening ville kunne arbejde sammen på et senere tidspunkt. - Det er jo tv, og så skal det være lidt sjovt. Så derfor fyrede jeg lige den replik af med at Steen og jeg kunne ses på et senere tidspunkt. Steen er egentligt mere mig, og jeg ser enormt meget op til ham. På den anden side - hvornår får jeg igen en chance for at arbejde sammen med L.O.C. Han er et kæmpe navn, og det gælder om at turde udfordre sig selv. Mit hjerte bliver i country-genren, selvom min musik måske kan gå nye veje med Liam som coach, fortæller Pernille Ottosen, som sammen med 120 andre musikere blev håndplukket til at deltage i lørdagens blindtest, som over 2.000 havde lagt billet ind til under en præcasting. - Det er da fedt at være nået så langt. Og hele forløbet har været enorm positivt indtil videre. Hvor langt jeg når, kan jeg ikke fortælle noget om. Det må man ikke ifølge kontrakten med TV 2. Pernille Leeloo Ottosen har tidligere udgivet en solo-plade for egen regning. Det til trods, føler hun sig ikke for fin til at deltage i et castingprogram som Voice. - Musikbranchen er benhård for alle, uanset om du er ny eller veletableret. Kulturen omkring det at købe musik er ikke den samme mere, som før i tiden. Jeg er super glad for mit arbejde som pædagog, men uanset hvad, så vil jeg altid lave musik og tage ud at spille. Det er en del af min personlighed.

Publiceret 01 December 2011 11:00