Stolte i uniform
Roskildes nye brandkadetter fik diplom på Beredskabsstationen
Stoltheden lyste ud af deres øjne, da Roskildes første 14 brandkadetter i – mere eller mindre velsiddende brandmandsudstyr – fik overrakt deres diplom af borgmester Joy Mogensen og vicebrandinspektør Morten Nielsen. Han har været ansvarlig for den 10 ugers uddannelse, de unge nu har gennemført. Gymnastiksalen på Beredskabsstationen ved Vindingevej var fyldt med de unges forældre, storebrødre samt mange repræsentanter Brandvæsenet, den øvrige del af kommunen og det lokale boligselskab. - I ser godt ud i den uniform. Jeg er glad for, I er stolte over at have den på, sagde borgmesteren. - Roskilde kommune er også stolte af jer, og det er en god bagage, som i nu kommer videre med i jeres uddannelse. - Jeg har også hørt, det er lettere at få fritidsjob, når man er blevet brandkadet, bemærkede Joy Mogensen.
Respekt for samfundet
Beredskabsstationens chef, Carsten Iversen, lykønskede også de nye kadetter: - I kan respektere jer selv, fordi I har lært noget, der kan bruges, bl.a. at vise respekt for det samfund, som I også er en del af. Det vil også give jer respekt fra andre, forklarede han de unge, der nu i fremtiden skal hjælpe brandvæsenet. - Jeg er stolt af jer, og det kan I også selv være, forklarede den øverste chef for Roskildes Brandvæsen. tk
Publiceret 01 December 2011 11:00