Peter Madsen (V) mener, at en betalingsring i København kan påføre Roskilde ekstra opgaver - og udgifter. (Foto: Erling J.)

Peter Madsen (V) mener, at en betalingsring i København kan påføre Roskilde ekstra opgaver - og udgifter. (Foto: Erling J.)

Venstre ønsker diskussion i byrådet:

Hvordan rammer betalingsringen?

- Vi har brug for at vide, hvordan en eventuel betalingsring i København vil ramme borgerne og erhvervslivet i Roskilde. - Venstre foreslår en debat i byrådet om konsekvenserne, fordi trafikministeren ikke vil lave en såkaldt VVM-undersøgelse, som man ellers plejer, siger byrådsmedlem Peter Madsen. - Vi har brug for at vide, hvor mange pendlere, der plejer at køre i bil, som vil blive ramt af det. - Man kan tænke sig, at flere vil tage togene, selv om de i forvejen er overfyldte og kører uregelmæssigt. Derfor vil det betyde ekstra transporttid for roskildensere, der kommer i denne situation. - For kommunen kan det betyde, at vi skal holde daginstitutionerne længere åbent, så forældrene kan nå hjem og hente deres børn. - Samtidig kan det også betyde, at vi skal udbygge vejene og p-pladserne, så flere kan komme med toget, f.eks. fra Viby, Gadstrup eller Trekroner, forklarer Peter Madsen. Han forestiller sig, at problemet i første omgang kan behandles i Teknisk Udvalg før jul, og derefter kan sagen komme i byrådet. - Jeg regner med, at kommunens forvaltning kan fremskaffe alle oplysninger, så vi kan få afklaret denne sag. Det kan ingen vel have noget imod, siger Peter Madsen.

Publiceret 01 December 2011 14:00