Mariwan Adibs forældre ville nok foretrække, hvis han bare udleverede pengene. Men han slog til, da han så, at røveren rystede mere end ham
(foto: Erling J.)

Mariwan Adibs forældre ville nok foretrække, hvis han bare udleverede pengene. Men han slog til, da han så, at røveren rystede mere end ham (foto: Erling J.)

17-årig ekspedient truede knivrøver med vodkaflaske

Mariwan Adib rystede. Men røveren rystede mere end han gjorde. Sådan lyder forklaringen fra 17-årige Mariwan Adib, da han bliver spurgt om, hvordan han havde modet til at true en knivbevæbnet røver med en vodkaflaske.

Røveren var gået ind i Elite-købmanden på Ringstedvej og trak en kniv mod Mariwan Adib, der arbejdede som ekspedient i butikken, som hans forældre ejer.

- Han sagde, at det var et røveri, og han skulle have penge. Jeg gik helt i chok og rystede vildt meget, siger Mariwan Adib.

Røver var bange

Han prøvede at trykke på alarmen under bordet og greb ud efter sin mobil. Men han rystede for meget. I stedet greb han en vodkaflaske fra hylden og nægtede at give pengene fra kassen, da han så, at røveren så endnu mere skræmt ud end han selv.

- Jeg tænkte nej! Han skal ikke have de penge. Så da han var en meter fra mig råbte jeg, at han ville få flasken i hovedet, hvis han kom et skridt nærmere, siger Mariwan.

Han begyndte at råbe sin fars navn, selvom det kun var moren og lillesøsteren, der sag i baglokalet. Så tog røveren benene på nakken, og Mariwan løb efter. Da røveren hoppede over et hegn ved Superdæk, stoppede Mariwan dog jagten.
- Jeg kunne nemt hoppe over hegnet, men jeg troede stadig, at han havde kniven. Jeg ville bare se, hvor han løb hen, siger han.

I skole dagen efter

Han gik i stedet tilbage til butikken, hvor han havde politiet i den ene telefon og sin bekymrede far i den anden.
Selvom det var en voldsom oplevelse, så er Mariwan ikke sikker på, at han siger ja til psykologhjælp.

Dagen efter sad han da også på sin plads i handelsskolen, selvom han ikke havde sovet om natten og ikke kunne koncentrere sig, fordi han tænkte på røveriet.
- Jeg vil jo ikke have fravær eller sådan noget, siger han.

Politiet har sendt følgende signalement af røveren: Mand, 17-21 år, lys i huden, 175-185 cm. høj, spinkel af bygning. Han var iført sort hættetrøje, sorte bukser, en sort kasket med hvide prikker og hvide sko med sort mønster.

null

Publiceret 08 December 2011 12:45