Domkirkeløb tager form

Tilmeldingerne til løbet "Rundt om Ribe Domkirke" er så småt begyndt at tikke ind. Målet er fortsat mindst 1200 løbere, når løbeskoene skal snøres den 28. april 2012

Der bliver trængsel omkring Ribe Domkirke lørdag den 28. april, når Ribe-Esbjerg HH inviterer til storløbet "Rundt om Ribe Domkirke". Endnu tæller tilmeldingslisten kun omkring 50 navne, men for arrangørerne selv forlyder det, at optimismen er mere end i behold og at målet fortsat er mindst 1200 deltagere - gerne op mod 2.000. - Der er i løbet af den sidste måned blevet rekvireret rigtig mange holdtilmeldingslister fra arbejdspladser over hele landet og den første liste er kommet retur. Mange arbejdspladser har dog sat tilmeldingsfristen til 1. februar 2012, hvor vi forventer det helt store rykind, fortæller projektchef Orla Dahl. Lige nu arbejdes der især hårdt på markedsføring af løbet, hvis første sponsorerer er i hus. Løbet får sine egne helt originale markeringsskilte på løberuterne. Det er det lokale firma Gantech, der har valgt at sponsorere markeringsskilte, der bliver udformet med Ribe Domkirke som symbol og vil kunne bruges år efter år. Det er nemlig Ribe-Esbjerg HH's ønske, at løbet skal gøres til en tilbagevendende begivenhed med bred appel. Det forlyder, at både trænede og utrænede motionister kan være med, og der løbes på følgende ruter: halvmaraton, 10 kilometer, fem kilometer og 2,5 kilometer. Dertil kommer en pilgrimsvandring. Læs mere om løbet på www.rundtomribe.dk, hvor det også umiddelbart efter nytår vil være muligt at se tider for de fællestrlninger, som Ribe Motion vil gennemføre forud for løbsdagen. /lri

Publiceret 10 December 2011 10:00