HB Køge kan sammen med FC Nordsjælland glæde sig over tilskuerfremgang i efterårssæsonen 2011. (Arkivfoto).

HB Køge kan sammen med FC Nordsjælland glæde sig over tilskuerfremgang i efterårssæsonen 2011. (Arkivfoto).

HB Køge har knækket tilskuerkurven

Af
Per Møller

FODBOLD: Fodboldåret 2011 i Danmark er slut. Rent tilskuermæssigt har der i landets bedste række været en tilbagegang, specielt i efterårssæsonen.
Men i HB Køge ser man med tilfredshed tilbage på efterårssæsonen, hvor klubben har gjort comeback i Superligaen.
- Det er rigtigt at der set over hele året er gået væsentligt færre tilskuere gennem tælleapparaterne i efterårssæsonen end sidste sæson, men vi kan ikke tillade os at klage. Vi føler selv vi har fået knækket tilskuerkurven, og sammen med FC Nordsjælland er HB Køge de to klubber der kan notere tilskuerfremgang. Vi føler virkelig vi har haft godt fat i tilskuerne til vore hjemmekampe. Langt bedre end sidst vi var i Superligaen i sæsonen 2009/2010, siger sportsdirektør i HB Køge, Per Rud til Lørdagsavisen.dk.
Men som de øvrige klubber arbejder HB Køge hårdt for at få endnu flere tilskuere på lægterne.
Klubben har onsdag og torsdag deltaget med fire personer ved Divisionsforeningens seminar, hvor der blandt meget stod emnet ”hvordan får vi flere tilskuere til de danske stadions” på programmet.
Udover Per Rud deltog også bestyrelsesformand Henrik N. Andersen samt Jesper Lenskjold og Brian Romme fra klubbens administration.
- Vi fik en masse gode input med hjem fra seminaret, hvor bl.a. en række workshops præsenterede flere spændende og brugbare idéer. Der arbejdes centralt fra Divisionsforeningen på en række initiativer der kan arbejdes videre med ude i klubberne – der på sigt vil gavne bredt for alle klubber i Superligaen. Det er nu vi skal stå sammen og lave en masse tiltag der lokker publikum til stadion, ligesom det naturligvis er op til klubberne selv, individuelt at gøre noget selv for at animere det lokale publikum til at rejse sig fra TV-stolen og bevæge sig ud på stadion, siger Per Rud.

Sportsdirektør Per Rud glæder sig over at HB Køge trækker mere og mere interesse omkring sig. (Arkivfoto: JCJ).

Sportsdirektør Per Rud glæder sig over at HB Køge trækker mere og mere interesse omkring sig. (Arkivfoto: JCJ).

Familiepakke

Hos HB Køge kan man se en jævn stigning i interessen for klubben – både sponsormæssigt men så sandelig også tilskuermæssigt, hvor flere og flere finder vej til Superligakampene på SEAS NVE Park.
- Vi kan bl.a. mærke, at samarbejdet med omegnsklubberne – også kaldet ”Netværksklubberne” – giver flere og flere på tribunerne. Det er familiedelen vi skal have med – få far og mor til at gå med sønnike eller datteren til fodbold og få et par hyggelige timer. En familiepakke kan være et initiativ som vi seriøst skal arbejde videre med. En pakke, der indeholder noget for både børn og voksne, når de kommer på SEAS NVE Park. Jo, der er nok at arbejde videre med her i vinterpausen, ikke kun på træningsbanerne, men også i administrationen og hos supporterne. Alle gode idéer til at fremme interessen for HB Køge og dansk fodbold er mere end velkomne, slutter Per Rud.

null

Publiceret 10 December 2011 10:45