Blomster og anerkendelse til Ronni Luck på BMX-banens startrampe. Her er han flankeret af Nordeas Christina Ruparelia og en række unge kørerer. (Foto: Erling J.)

Blomster og anerkendelse til Ronni Luck på BMX-banens startrampe. Her er han flankeret af Nordeas Christina Ruparelia og en række unge kørerer. (Foto: Erling J.)

Både banken og BMX-klubben er Lück'elig

Klubformand hædret for bringe BMX-sporten på banen

Den bedste belønning for sit store arbejde får Ronni Lück, når han ser BMX-anlægget fungerer, og en masse børn og unge har det sjovt med deres sport.
Det sker typisk i sommer-månederne, hvor det er højsæson for den hurtige og halvdramatiske cykel-disciplin.
Den næst-bedste belønning får han gennem andres anerkendelse.
Som det skete i lørdags, da Nordea og Roskilde Avis havde bedt BMX-formanden troppe op på klubbens næsten helt nye 'køreteknisk anlæg' ved Darup Idrætscenter for at modtage et skulderklap for sin store og ukuelige indsats.
Var det ikke for Ronni Lück, ville BMX-klubben aldrig være kommet ned ad rampen mod en konkurrence-dygtig bane med internationale mål. Med næsten magnetisk tiltrækningskraft nye medlemmer.

Fra Vor Frue til Darup

Før 'Mr BMX' kom på banen i klubben, kørte man på et miniature-anlæg i Vor Frue. Langt fra mulighederne for at træne igennem og afvikle stævner. Nu lægger man billet ind på værtskabet for EM i sommeren 2014.
Derfor indstillede Nordea Ronni Lück til sin såkaldte 'Gør det muligt-prisen' 2011.
- Det blev desværre ikke dig, er gik til finalen. Men du var helt fremme blandt de sidste 22 ud af 500 kandidater til prisen, roste Nordeas Christina Ruparelia under arrangementet til ære for Ronni Lück på BMX-anlægget i lørdags.
De varme ord på den råkolde decemberdag fulgte filialdirektøren fra Nordea Østervang op med de nette gaver i form vin, blomster og to billetter til DRs store gallashow for sports-året 20011. Her bliver det for rullede tv-kameraer afgjort, hvem af de tre finalister, der får bankens Gør det muligt-prisen.

En uselvisk herre

Ronni Lück er en uselvisk herre, og skyndte sig at dele æren, med de mange andre frivillige og diverse sponsorer, der har været med til at rejse banen i Darup.
Men den måske største ros sender han til sin kone.
- Uden hendes store forståelse, var det ikke gået. Hvis jeg fra start havde vidst, hvor meget tid det ville kræve at gennemføre projektet, ville hun nok ikke have været så glad.
- Over knap 5 år har jeg brugt så meget fritid på det, at det svarer til et fuldtids-job gennem et helt år.

Fakta

Ronni Lück
Blev frivillig leder i Roskilde BMX i 2005, da sønnen ville køre i klubben
Formand de seneste år
Fratræder formandsskabet til marts
Fortsætter i bestyrelsen og i en styregruppe, der skal skaffe EM til banen i Roskilde 2014
37 år
Uddannet ingeniør
Chef for en gruppe markeds-analytikkere hos Nordea
Bosat i Tølløse
Har været bokser og bokse-træner i sin helt unge dage
Gift og far til en søn (konen har en datter fra tidligere forhold)

BMX-banen i Roskilde
Taget i brug til trænings-kørsel i sommeren 2010
Indviet med stort åbent løb
Anlægget har højt format og lever op til kravene for afvikling af internationale mesterskaber
Udover BMX kan der køres de beslægtede BMX supercross og dirt jump
Banelængde: SX bane: ca. 382 meter, Almindelig bane: ca. 346 meter
Længste hop: 9,5 meter
BMX SX starthøjen er 8 meter høj og i alt 24 meter lang.
Den almindelige BMX starthøj er 5 meter høj og i alt 22 meter lang.
I anlægget indgår ca. 15000m3 jord, hvoraf ca. 60% er anvendt til tilskuerpladser

Publiceret 12 December 2011 10:00