(arkivfoto)

(arkivfoto)

LO kalder betalingsringen uacceptabel

Formanden for knap 14.000 arbejdere i Roskilde mener, at betalingsringen skal tænkes helt om.

Torben Jørgensen frygter for sin troværdighed. LO-formanden i Roskilde var nemlig ude med resten af LO og anbefale folk at stemme på de røde partier, som de mente ville tjene arbejdernes sag bedst. Men så kom betalingsringen.

- Det er en skrivebordsopgave, der ikke er lavet godt nok. Vi har i bestyrelsen i LO besluttet, at vi mener, at det er en om'er, siger Torben Jørgensen, der også er valgt ind i Roskilde byråd for Socialdemokraterne.

Han mener ikke, at forslaget til betalingsringen er acceptabel i den nuværende form med stigende priser og det samme antal toge til flere passagerer.

Principielt mener LO, at det er en rigtigt god idé, at der bliver gjort noget ved trængsel på vejene om morgenen, når deres medlemmer skal på arbejde. Så Torben Jørgensen er ked af, at der ikke kommer flere toge, når regeringen sænker betalingsringen over København,

- Hvis der ikke kommer flere toge, bliver intet anderledes udover, at flere skal med det samme tog. Ergo er det en dårlig idé, siger Torben Jørgensen.

Han tror, at regeringen vil lytte til kritikken. For han repræsenterer 14.000 fagforeningsmedlemmer, som bor ved en af de travleste pendlerstationer i Danmark, ligesom Torben Jørgensen også forventer at andre lokalkredse af LO på Sjælland vil bakke op om kritikken. For de vil ligesom ham frygte, at de mister troværdighed over for deres medlemmer, fordi de har anbefalet en regering, som måske vil gøre det surt for arbejderne.

- Folk kan jo godt huske det her, næste gang vi går ud og anbefaler noget, siger Torben Jørgensen. Men han omtaler nu stadig regeringen som sine ”venner på Borgen.” For han vil være godt tilfreds med regeringen, hvis blot den forbedrer planerne med betalingsringen.

- Det er ikke en kritik af transportministeren. Resten af regeringen må bare bakke op om ham. De har én stor kasse, de kan tage pengene fra, så må de ryste posen, siger han.

Publiceret 12 December 2011 09:45