Brian Ankersen var i målhumør og sendte ni mål i kassen mod Sydhavsøerne. (Arkivfoto: JCJ).

Brian Ankersen var i målhumør og sendte ni mål i kassen mod Sydhavsøerne. (Arkivfoto: JCJ).

Team HK Køge på juleferie med sejr

Af
Per Møller

HÅNDBOLD: Team HK Køges bedste herrehold i 2. Division sluttede søndag håndboldåret 2011 af med en udekamp mod Sydhavsøerne i Maribohallen.
2011 har været et jublår for klubben, der i foråret kunne fejre oprykning til de tre bedste herrehold - førsteholdet rykkede fra 3. til 2. Division, hvor holdet i efteråret har været med til at præge rækken med nogle fine kampe og flotte sejre.
Årets sidste kamp gav også to points til samlingen, da kampen mos Sydhavsøerne i Maribo blev vundet med 20-19 efter føring på 15-10 ved pausen.
Team HK Køge spillede to forskellige halvlege, ligesom det var tilfældet i den seneste kamp, hjemme mod Næstved/Herlufsholm.
I første halvleg visteholdet rigtigt gode takter og var bl.a. på et tidspunkt foran med 9-1. I anden halvleg blev det mere spændende end køgenserne brød sig om. Spillet gled ikke mere på samme måde som i de første 30 minutter, mange chancer blev misbrugt og for mange bolde blev smidt væk. Det blev kun til 5 scoringer fra gæsternes side.
Men bl.a. takket være storspil af målmand Jacob Hvid Hansen der havde en imponerende redningsprocent på 55-60 procent blev sejren hentet hjem.
- Sejren betyder, at vi kan gå på juleferie med god samvittighed. Vi ligger efter kampen mod Sydhavsøerne på btredjepladsen med 14 points for 11 kampe, kun et point fra andenpladsen som indtages af BK Ydun, så der er virkelig noget at se frem til efter nytår, siger holdleder Lizette Nedergaard til Lørdagsavisen.dk.
Hos Team HK Køge var Brian Ankersen den store målsluger med 9 pletskud. Rasmus Stenberg og Jesper Them scorede hver 3 gange, Nicolaj Schwartzbach 2, Dan Lauritsen, Peter Rasmussen og Nicolaj Farsøe hver 1 mål.
Team HK Køge indleder anden halvdel af sæsonen med en hjemmekamp søndag den 8. januar kl. 16.00 mod Øresund Håndbold i Herfølgehallen.

null

Publiceret 12 December 2011 05:45