18-årig satte kørekort på spil

POLITI: Der gik såmænd ikke engang et halvt år før en 18-årig ung mand fra Haslev valgte at sætte sit kørekort på spil. Han kørte tirsdag i bil på Ringstedvej i Haslev, men det foregik mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
På Møllevej i Rønnede blev en 54-årig mand fra samme by tirsdag kl. 15.59 standset af politiet. Manden havde kørt bil på førnævnte adresse, uagtet at han havde indtaget alkohol i for store mængder. Han var samtidig frakendt førerretten og han blev anholdt og sigtet for begge forhold.
En 59-årig mand fra Haslev fik tirsdag kl. 18.04 en sigtelse for spirituskørsel. Forinden havde han kørt på knallert på Moltkesvej i Haslev med for meget alkohol i blodet. Han blev samtidig anholdt.
De tre ovennævnte episoder er uddrag af den spritkontrol, som færdselspolitiet havde arrangeret i  Rønnede og Haslev-området tirsdag mellem kl. 15.30 og kl. 18.15.
Der blev i alt skrevet 11 rapporter om forskellige overtrædelser: To om spirituskørsel, en om en narkopåvirket bilist, to om kørsel i frakendelsestiden, en om kørsel uden førerret og seks om manglende brug af sikkerhedsselen.
Mellem kl. 19.30 og kl. 20.00 var der en spirituskontrol på Ringstedvej i Haslev. Det resulterede i, at en enkelt bilist blev sigtet for at køre i påvirket tilstand, og fire fik reddet sig en bøde for ikke at køre med sikkerhedssele, oplyser Sydsjællands Politi.
pm

Publiceret 21 December 2011 14:15