400.000 kroner fra Seminariets Uddannelsesfond

Der har været udlodning i Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond, og fonden har uddelt 400.000 kroner ved efterårsudlodningen 2011.

100.000 kroner er gåe til Aalborg Universitet Esbjerg til en vindtunnel, som skal bruges til både undervisning og forskning. Vindtunnelen skal indgå i de faste opstillinger på Aalborg Universitet Esbjerg og skal bruges til undervisningen på først og fremmest bygnings-, maskin- og energiretningen, og blive et vigtigt redskab til brug for ingeniøruddannelserne i Esbjerg.

85.000 kroner er uddelt til Erhvervsakademi SydVest til et innovatorium, som er fremtidens innovationsfabrik for de unge på de videregående uddannelsesinstitutioner i Esbjerg samt erhvervslivet. Innovatoriet består af 4 fysiske rum/labs: Creativity lab (til uformel brainstorming og kreativ udvikling), Innovation lab (et rum med plads til læring), Tech lab (til visualisering af de gode ideer) og Business lab (et væksthus for dem der ønsker at starte egen virksomhed).

Endelig har Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole (SMKS) modtaget 175.000 kroner til Scenisk Performance. Formålet er at undersøge og udvikle nye uddannelsesmuligheder i et samspil mellem musiker- og skuespilleruddannelsen. SMKS har ved fusionen med Skuespillerskolen i Odense fået en tværfaglig uddannelsesbredde som den eneste kunstneriske uddannelsesinstitution i Danmark.

Desuden modtog otte lærerstuderende hver 5.000 kroner: Camilla Hansen, Christina Skovgaard Nielsen, Heidi Maria Naeve, Katrine Bügel, Marita L. Kooper Straarup, Mette Mattson Lund, Pernille Katrine Jensen og Søren Nielsen.

Publiceret 21 December 2011 09:30