Dronning Dorothea Teatret i Zahnsgade droppede Nøddebo Præstegaard til fordel for

Dronning Dorothea Teatret i Zahnsgade droppede Nøddebo Præstegaard til fordel for "Jul i Købmandsgården", og det har vist sig at være en god beslutning. Foto: Claus V. Jensen

Dorothea Teatret fik succes med satsning

Med en belægningsprocent på 98 gav ”Jul i Købmandsgården” et overskud på 120.000 kroner

Af
Geert Madsen

Der var masser af betænkelige miner, da bestyrelsen for Dronning Dorothea Teatret i Kolding i efteråret besluttede at droppe den klassiske juleforestilling "Nøddebo Præstegård" til fordel for den mindre kendte "Jul i Købmandsgården". Men beslutningen og satsningen viste sig at holde vand. En belægningsprocent på 98 har således givet et overskud på 120.000 kroner.
- Vi har kun haft positive reaktioner på at skifte "Nøddebo Præstegård" ud med "Jul i Købmandsgården". Allerede efter de fire første forestillinger var alle billetter solgt, og selv om vi lavede to ekstra forestillinger, kunne vi melde alt udsolgt til de i alt 18 forestillinger. Det er bare fantastisk, lyder det fra en glad formand for Dronning Dorothea Teatret, Erik Haastrup.

En enkelt smutter

Det flotte overskud fra juleforestillingen kommer ikke helt bag på formanden.
I de 25 år, teatret har haft "Nødebo Præstegård" på repertoiret, har billetsalget været så stort, at der år efter år er kommet penge i kassen med et overskud til følge. Det er penge, som teatret bruger til mange af de øvrige aktiviteter, der finder sted i det lille teater i Zahnsgade.
- Alt i alt har 2011 været et fantastisk år for os. Bortset fra en enkelt forestilling nemlig "Festen", der ikke solgte så mange billetter, som ønsket, har alle andre forestillinger spillet udgifterne hjem og mere til. Det gør, at vi har en vis form for handlefrihed, men vi kan samtidig også se, at koldingenserne vil more sig, hvis de skal i teater. "Festen" var ikke ligefrem et lystspil, og det gav sig omgående udslag i billetsalget, konstaterer Erik Haastrup.
Allerede nu er der gang i nye aktiviteter i Dronning Dorothea Teatret. Næste forestilling i Zahnsgade er "Hollywood Highlights", som spilles i perioden 7. marts – 21. april.

Publiceret 21 December 2011 12:00