Arlette Lévy Andersen holdt et gribende foredrag på Lagoniskolen i sidste uge. Fotos: Sven Møller

Arlette Lévy Andersen holdt et gribende foredrag på Lagoniskolen i sidste uge. Fotos: Sven Møller

Europas skyggeside

Arlette Lévy Andersen holdt et gribende foredrag på Lagoniskolen

Af
Sven Møller

Onsdag i sidste uge havde Lagoniskolen besøg af Arlette Lévy Andersen, der holdt foredrag for skolens 7.-9. klasser. En ældre dame, som har undervist på gymnasiet i Fredericia. Anledningen var, at Arlette Lévy Andersen oplevede noget forfærdeligt under Anden Verdenskrig. Hun er født ud af en gammel fransk jødisk familie. Et forhold, som den nazistiske besættelsesmagt ønskede at bekæmpe. Et forhold, som bevirkede, at hun måtte flygte til Sydfrankrig, hvor hun blev arresteret på universitetet. Et forhold, som gjorde, at hun sammen med mange andre franske jøder i kreaturvogne blev deporteret en kold januar fra den parisiske opsamlingslejr Drancy, til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenaus rædsler og menneskelige fornedrelser. Efter en hæslig rejse på tre dage og nætter kom man til Birkenau. Alle blev gennet ud af vogne under slag, eder og forbandelser. De arbejdsduelige blev stillet op på geledder, og skulle gå de to kilometer til lejren. Jeg var nitten år og i tilfredsstillende form. Børn, gamle, syge og svagelige skulle køres på lastbiler. - Senere fandt vi ud af, at lastbilerne var kørt direkte til gaskamrene. Børn og svagelige var der ikke plads til. Selv var hun sammen med et par veninder fra universitetet. De tre piger kunne holde modet oppe hos hinanden. - Da vi var i Birkenau, anede ingen, hvad der ville ske. Vi levede under forfærdelige hygiejniske forhold. Det, der reddede vores liv var, at vi via en fransk ingeniørstuderende kom på fabrik, hvor forholdene var tålelige. Ad snørklede stier kom hun tilbage til Paris. Hun vejede blot 30 kilo, men var i live. - Jeg havde sultet i mere end et år, så jeg spiste og spiste. Det fandt vi også ud af.

Lydhøre elever

Tilhørerne, hvis forældre ikke engang levede under krigen, var utroligt lydhøre. Bortset fra en enkelt var alle elever i den grad koncentrerede og opmærksomme. De slugte hvert et ord, som kom over den ældre kvindes læber, når hun fortalte. Hun beskrev rædsler, som ingen har fantasi til. Kvinden på podiet beskrev noget, som hun måtte beskrive. Der gik 45 år, før hun begyndte, men når nogen kalder Auschwitz for en detalje, og andre ganske enkelt benægter, at lejren, som udryddede mere end en million sjæle, overhovedet skulle have eksisteret, så måtte Arlette Andersen træde i karakter. Det har hun gjort gennem mere end 300 foredrag. Eleverne på Lagoniskolen kunne slet ikke slippe hende igen. Nogle drenge var det magtpåliggende for at trykke hende i hånden. For at vise et eller andet. Ja. Noget stort, som de netop havde oplevet denne dag.

Eleverne på Lagoniskolen var meget interesserede i den ældre dame.

Eleverne på Lagoniskolen var meget interesserede i den ældre dame.


Efter foredraget var mange henne for at hilse på Arlette Lévy Andersen.

Efter foredraget var mange henne for at hilse på Arlette Lévy Andersen.

Publiceret 21 December 2011 06:00