mange firmaer i byggebranchen døjer med økonomiske problemer og har retning mod konkursen. Modelfoto: John Jessen Hansen

mange firmaer i byggebranchen døjer med økonomiske problemer og har retning mod konkursen. Modelfoto: John Jessen Hansen

Hvert femte firma er truet

37.500 firmaer kører med underskud og mangler penge, viser en ny regnskabsanalyse

Af
Helle Christoffersen

Krisen begynder for alvor at sætte sine spor i en række firmaer, og det kan koste mange job, viser en ny regnskabsgennemgang af 180.700 selskaber, som Ugebrevet A4 har fået foretaget af Kaas & Mulvad.

Gennemgangen afslører, at 21 procent af firmaerne skranter voldsomt, når man ser på deres økonomi. Der er underskud på bundlinjen og ingen penge til at stå imod med. Det er især detailhandel fra postordreforretninger og fitnesscentre, der ser konkursen i øjnene, og i de mere personaletunge brancher er det hotel- og restaurationsvirksomheder og byggefirmaer, der må dreje nøglen om.

Restauranter ramt af krisen

Ifølge analysen har 36 procent af restauranterne og 28 procent af hotellerne retning mod konkursen. Det er dystre fremtidsperspektiver, lyder vurderingen fra seniorrådgiver René Ostenfeld fra kreditvurderingsbureauet Experian.

"Restaurationsbranchen blev hårdt ramt, da krisen satte ind i 2008, og der er mange restauranter, som stadig har det svært. Jeg vil tro, at antallet af restauranter, som går konkurs, fortsat vil ligge højt i 2012," siger René Ostenfeldt til Ugebrevet A4.

Også hårdt i byggeriet

I byggebranchen er det 26 procent af tømrerfirmaerne og 24 procent af murerfirmaerne, der har problemer med økonomien.

"Branchen er i knæ, og der bliver ikke sat meget byggeri i gang. Jeg forventer 750 konkurser i 2011. Det svarer til to virksomheder om dagen, der drejer nøglen om. Desværre ser jeg ikke nogen tegn på, at vi i 2012 får en markant nedgang i antallet af konkurser," siger Finn Bo Frandsen, der er seniorøkonom i Dansk Byggeri.

Værst på Sjælland

Ser man på Danmarkskortet, så er der flest konkurser i København, Frederiksberg, Hvidovre og i Lejre og på Stevns, mens de mindst truede kommuner er Frederikshavn, Lemvig, Thisted, Herning og Vejen, hvilket formentlig også afspejler, hvor forekomsten af de truede brancher er størst.

Ifølge analysen er 21 procent af virksomhederne konkurstruede, og ser man på historikken, så vil det ske for mange af dem.

En opgørelse fra Experian viser, at 12 procent af de virksomheder, der for et år siden blev anset for at være truet af konkurs, rent faktisk er ude af markedet i dag, skriver Ugebladet A4.

Publiceret 21 December 2011 11:00