Jens og Linda Knag har rygende travlt med leveringen af de færdige julefrokoster i år. En tendens, der er eksploderet de seneste par år. Foto: Susie Jessen.

Jens og Linda Knag har rygende travlt med leveringen af de færdige julefrokoster i år. En tendens, der er eksploderet de seneste par år. Foto: Susie Jessen.

Knag har mættet 1000 maver med julemad

Salget af kuverter til julefrokoster går strygende for Slagter Knag i Vejen. For i dag vil vi helst have maden leveret. Men det fortæller vi ikke vores gæster

Af
Susie Jessen

Når du i denne søde juletid er til privat julefrokost, hvor lun leverpostej og sprøde ænder damper fra skålene og det ser ud som om, at værtinden har svedt over gryderne i timevis, så er der gode chancer for, at det hele er blevet leveret.
Og der er også gode chancer for, at du som gæst ikke får noget at vide om det.
- Vi har mange kunder, som kommer herind med deres egne skåle, som de vil have julemaden lavet i. Så kan deres gæster ikke se at de har fået det lavet udefra. Jeg tror ikke, at folk vil være ved, at de har alt for travlt i dag til at lave det selv. Men vi er ligeglade med, at de lader som om, de selv har lavet det, siger Jens Knag, som peger på at den hvide løgn faktisk er et kompliment til slagterens færdige retter.

Lynende travlt Jens Knag fortæller, at der inden for de seneste fem år er sket en eksplosion i salget af kuverter til julefrokoster. Her er det ikke kun firmaerne, der bestiller maden, men også private er kommet med på vognen.
I år har slagteren eksempelvis allerede solgt 1000 kuverter mad, hvilket er noget af en rekord.
- Vi har private og erhverv fra Vejen, men også fra Brørup, Holsted og omegn, der bestiller vores kuverter. Når folk bestiller, så er det de gamle danske retter, som de vil have. Det er som om, at folk vil have det, der blev serveret i barndomshjemmet. De vil bare ikke lave det selv, lyder det fra slagteren.
For at følge med efterspørgslen, har Jens og Linda Knag kaldt ekstra mandskab ind i julen, ligesom at der bliver en del overarbejde. Til gengæld holder slagteren lukket i uge 1.

Publiceret 21 December 2011 09:00