Fra politirapporten:

Undløbne geder og stjålne vielsesringe

Klokken 10.00 tirsdag fik en person stjålet sin pung ved Esbjerg Statsskole. I pungen var der diverse kort.

Mellem klokken 17.00 i går og 8.00  i dag er der begået hærværk på Jens Kusk Vej. Der er blevet klippet hul i et hegn, hvorefter nogle geder er løbet ud i en ukendt retning.
På Bytoften er der ligeledes blevet stjålet en pung fra en jakkelomme. Også her har tyven fået diverse kort og småpenge med sig.

Klokken 8.17 i morges fik politiet en anmeldelse om en brand i en bil, der stod parkeret i Umanakparken. Det er formentlig et defekt ledningsnet i varerummet, der er skyld i branden.  
På Jerrigsvej er der mellem klokken 13.00 og klokken 18.21 begået indbrud i en villa. Ved indbruddet er der brudt et vindue op, hvorefter man har stjålet cirka 1.000 kroner, to vielsesringe samt andre smykker.
Der har ligeledes været indbrud i en villa på Lyngvej. Det er sket mellem klokken 13.00 og 17.25. Her er man også kommet ind ved at bryde et vindue op, og med sig har man fået to IPads, to bærbare computere, et kamera samt nogle smykker.

Publiceret 21 December 2011 11:00