Hamidullah Khanzaman og hustruen Zulaikha er klar til at servere god mad for Hinnerups borgere. Foto: Michael Wulff Hansen

Hamidullah Khanzaman og hustruen Zulaikha er klar til at servere god mad for Hinnerups borgere. Foto: Michael Wulff Hansen

Afghanske kebab i Hinnerup

Den lille grill-forretning, som deler hus med Hinnerup Guld og Sølv i Jernbanegade 1 i Hinnerup, skifter ejer til nytår.
Ind rykker Hamidullah Khanzaman, som er født i Kabul i Afghanistan for 35 år siden. Han valgte i 1996 at forlade sit hjemland, da Taleban overtog magten.
Hamidullah Khanzaman flyttede til Iran i en årrække. Her mødte han sin hustru, Zulaikha, som også er født i Afghanistan, men voksede op i Iran, hvor forældrene fik arbejde.
Parret blev gift og flyttede videre til Rusland, inden de i 2005 fandt Danmark.
Her har de i dag slået sig ned i Silkeborg med deres tre børn, en søn på 9 og to piger på henholdsvis 5 og 3 år.
 

Uddannet kirurg

Den nye grill-ejer har en usædvanlig baggrund. Han er uddannet kirurg i Afghanistan.
"Men den uddannelse kan jeg ikke bruge i Danmark, så jeg har arbejdet på møbelfabrik i Kjellerup samt været tekniker hos et nedrivningsfirma siden ankomsten til Danmark," fortæller Hamidullah på et flot dansk, da vi mødes udenfor grillbaren, som han overtager 1. januar.
Han er spændt på at komme i gang.
"Jeg vil gerne være selvstændig, og nu vil jeg lave god grill-mad til folk her. Du kan få en kebab, som vi laver dem i Afghanistan," lover han.
Hustruen vil hjælpe til i et begrænset omfang, for hun passer til daglig sit job ved ældreplejen i Silkeborg.
"Vi har venner her i Hinnerup, hvor der bor flere afghanske familier," siger Hamidullah, der skal fejre nytår to gange: Den 31. december og igen 21. marts, når Afghanistan skifter kalenderen ud.

Publiceret 24 December 2011 11:00