Bare man kunne sige tak på forhånd

Da Rigmor Marie Johansen døde, 92 år gammel, efterlod hun en del af sin og den afdøde ægtefælle, bladhandler Kaj Moritz Johansens formue til Gigtforeningen. Også andre foreninger og organisationer blev betænkt i testamentet.
Vi oplever det mange gange om året: At et menneskes sidste vilje er at støtte Gigtforeningens indsats for at forbedre livet for de mange danskere, der lever med gigt.
Hver gang vi bliver kontaktet af en advokat, fordi vi er betænkt i et testamente, står vi tilbage med stor taknemmelighed. Men samtidig en uforløst fornemmelse: Vi fik ikke sagt tak. Og vi kan ikke gøre det.
Jeg ville ønske, at man kunne sige tak på forhånd for den altruisme og næstekærlighed, som beslutningen er udtryk for. En tak for, at man betænker en forening som Gigtforeningen uden selv at kunne få gavn af de resultater, som arven er med til at skabe.
Og jeg ønske, at jeg kunne fortælle, hvor stor betydning bidragene har. At vi forvalter pengene med stor omhu, at de går til at forske i bedre forebyggelse og behandling af gigtsygdomme og til at støtte og rådgive mennesker med gigt.
Jeg ville så gerne sige tak på vegne af de mange, der får gavn af arven. Nogle gange vil det kunne mærkes hurtigt og konkret, f.eks. når vi giver støtte til, at et menneske med få midler kan købe et helt nødvendigt hjælpemiddel. Andre gange ser vi først resultaterne efter mange år, når forskningen har skabt bedre behandlingsmuligheder.
Vores tak til Rigmor Marie Johansen, Kaj Moritz Johansen og andre som dem er uforløst. Men vi ved, at taknemmeligheden er stor og at den varer ved hos de mange mennesker, der får gavn af de fremskridt, som arven er med til at skabe.   
Vi bruger vendingen ”På forhånd tak” i mange sammenhænge. Det er en vending med en usædvanlig stor værdi – det opdager man særligt, når man ikke har mulighed for at få det sagt.

Publiceret 24 December 2011 10:00