Et juleeventyr:

Kattens til juleaften!

JULEHISTORIE 24: Juleaften 1982. Jens var fyldt syv en måned tidligere og havde fået verdens bedste fødselsdagsgave, hankatten Knulle. To år gammel og fra et dyreinternat. Katten var renlig, men naboen Jørgensen, den gamle tosse var helt oppe i det røde felt. For når Knulle skulle, så skete det i sandstakken i Jørgensens indkørsel lidt længere henne ad Skovvejen.
Jørgensen brød sig bestemt ikke om naboer. Og endnu mindre om børn og allermindst om katte. Så Jens blev bare så glad, da Jørgensen juleaften lige før andestegen ringede på og med et ”glædelig jul” overrakte Jens en lidt klodset indpakket julegave på størrelse med en skotøjsæske. Jens kunne næsten ikke vente, til familien havde danset om jule-træet, og det blev gavetid.
Frem med Jørgensens gave, som nu blev årsag til, at Jens besluttede sig for at blive politimand, at han i fremtiden hadede juleaften, og at han aldrig mere ville have en kat. For pakken indeholdt en død Knulle. Obduktionen hos dyrlægen viste, at den var død af en overdosis insektgift.
Jens kunne næsten ikke holde det ud. Hans tvillinger Julie og Jakob på nu syv år plagede om at få en kat. De plejede at få deres vilje. Ikke mindst når også Gitte holdt med dem. Men hverken kone eller børn skulle få deres vilje denne gang. Det havde Jens besluttet.
Han kunne ikke få sig til at fortælle hverken børnene eller Gitte, hvorfor han havde dette forhold til at have kat. Og hvorfor han faktisk ikke havde været i rigtigt julehumør, siden han var syv. Det gjorde stadig for ondt at tale om oplevelsen fra dengang. Angsten for at miste sad dybt i ham, og en kat har altså en udløbsdato.
Men den hjemløse kat, der i flere uger havde mjav-et ved bagdøren, var ikke til at komme udenom. Ingen katte var meldt savnet, havde Jens tjekket på stationen, men det behøvede familien ikke vide. Ungerne ville have katten med ind, men Jens forklarede, at den sikkert boede i nærheden, og at den helt sikkert ville finde hjem, blot børnene lod være at fodre den.
Jens havde kontrolleret, at katten hverken var øremærket eller chippet.
Altså kunne man heller ikke finde dens ejermand, der formentlig slet ikke eksisterede. Katten var radmager. Hver aften, når ungerne var lagt i seng, fodrede han den ude bag garagen. ”Jeg skal ud at gå en lille aftentur”, sagde han til Gitte, når det var fodringstid.
Jens var på arbejde juleaften. 14-22-vagten var helt o.k. Så undgik han en hel del af juleriet derhjemme, og med masser af sne her i julen 2010 ville der ikke være det store at se til på Landkøbing Politistation. Sne lagde sådan en dejlig dæmper på gemytterne, og ingen kørte stærkt i det føre. Jens var helt alene på stationen fra 18-22.
Blandt flere af hans særheder havde Gitte også lært at acceptere hans anstrengte forhold til juleaften. Han nød virkelig sine fire halve og en cola, mens Gitte og børnene spiste andesteg derhjemme. Han havde dog lovet at skynde sig hjem til lidt rester fra julebordet, og ungerne havde lovet at holde sig vågne. Lidt juleaften skulle de ha' sammen med far.
I gamle dage tog man nissen alvorligt. Ingen så ham nogensinde, og så man ham alligevel, var det nok ikke nissen men en kat eller en mår. Jens mente nu, det var en lille ræv, som lige nåede at komme ind i lyskeglen, da han drejede ind på gårdpladsen til Skovhuset. Voldsomt snevejr slørede sigtbarheden, men der var noget rødt over dyret.
Jens gik ind ad bagdøren, hængte jakken på knagen og nød strålevarmen fra fastbrændselsfyret, der blev fodret med træ, han selv hentede i skoven. Der lød et kælent ”miav” henne fra fyret. Her var den herreløse kat netop i færd med at spise sidste mundfuld af indholdet af en lille konservesdåse. Jens nussede katten og tog dåsen, der havde indeholdt 50 gram Beluga kaviar, op. ”Du er godt nok sød, lille mis, men hvordan hulen er du kommet ind, og hvordan har du fået åbnet for min dyre kaviar”, sagde Jens stille.
Kaviaren - der var for 1.200 kroner - stammede fra efterårets studietur til politiet i Sankt Petersborg, og Jens havde gemt den på øverste hylde i bryggerset. Kaviaren skulle have været en kulinarisk overraskelse nytårsaften. Ingen foruden Jens kendte til dens eksistens.
Jens fandt en lille skål vand til katten - man bliver tørstig af ægte kaviar - og gik gennem køkkenet til stuen, hvor han fik en varm julevelkomst af Gitte og et par søvnige børn. Jens spurgte forsigtigt, om de havde været ude i fyrrummet i løbet af aftenen. ”Ikke siden jeg fyldte træ i fyret ved 18-tiden”, sagde Gitte.
”Far, du skal ha' dine julegaver nu”, sagde Julie og Jakob i kor.
”Og du skal begynde med den her, som én eller anden har afleveret ude ved fordøren i aften.
Der blev ringet på, vi skyndte os ud, men der var kun pakken her. Lidt underligt”, sagde Gitte.
Jens fik kvalme, da han tog imod gaven på størrelse med en skotøjsæske. Indpakningen var lidt sjusket, og på til og fra kortet stod ”til Jens fra Niels Nissen”. Pakken var heldigvis ikke særlig tung. Jens tog mod til sig og fjernede gavepapiret.
”Jamen, det er jo en kattelem”, udbrød Jens. ”Sig mig, er det noget, I har fundet på?”
Både kone og børn benægtede ethvert kendskab til kattelemmen, men ungerne var hurtige i replikken:
”Vil det sige, at vi skal ha' en kat? Kom nu far, sig nu ja”.
Jens tænkte sig om i ti lange sekunder, alt mens han blev nedstirret af tre både spørgende og bedende blikke.”Det kan godt være, men så vil jeg bestemme, hvornår det skal være”, sagde Jens og undskyldte sig med, at han skulle på toilettet.
”Hvornår bliver det? råbte børnene, da Jens var på vej tilbage til stuen.
”Ikke i morgen, for da skal jeg sætte en kattelem i bagdøren. Men hvis I vil have hende her, er hun jeres, sagde Jens med et forløsende smil og lukkede en glad, stopmæt og ikke længere herreløs kat ind i stuen.

Publiceret 24 December 2011 11:45