Køge Svømmeklubs formand Lars Warm med de første skridt for en ny svømmehal i Køge med olympiske mål. (Foto. JCJ).

Køge Svømmeklubs formand Lars Warm med de første skridt for en ny svømmehal i Køge med olympiske mål. (Foto. JCJ).

Køge-svømmernes drøm om eget vand

Køge Svømmeklub ønsker at give sine medlemmer optimale forhold og realisere klubbens motto ”bedst i vandet – størst i landet”.

Af
Per Møller

SVØMNING : Køge Svømmeklub er i en rivende udvikling. Klubben fostrer det ene store talent efter det andet som høster flotte resultater, mesterskaber og medaljer i ind- og udland. Flere af dem på landsholdsplan.
Klubben har også mange tilbud på programmet for bredden – både hos børn og voksne - og medlemmerne strømmer til.
Så ordet pladsmangel er blevet meget aktuelt i klubben.
Derfor har Køge Svømmeklub en meget seriøs plan. Klubben er i gang med at få etableret den første svømmehal på Sjælland med olympiske mål – 50x25x2 meter. Kun Århus har noget tilsvarende i Danmark. Og målet er ikke urealistisk – tværtimod, så er formand Lars Warm og klubbens projektgruppe "mere vand" på lidt over et år nået ganske langt med deres planer om at give svømmere på alle plan de absolut bedste forhold at dyrke deres sport og fritidsinteresse på.
- Vi kan ikke løfte så meget af planerne endnu, men jeg kan da fortælle, at vi siden oktober sidste år har arbejdet intenst hen på at få etableret en ny svømmehal med de ovenfor nævnte olympiske mål og gode tilskuerfaciliteter. Vi er også nået pænt langt med hensyn til de økonomiske aspekter i projektet, ligesom svømmehallens placering er ved at falde helt på plads – nemlig i ”forlængelse” af den eksisterende Køge Svømmeland. På det grønne areal mellem svømmehallen og Lyngvej, fortæller formand Lars Warm, Køge Svømmeklub til Lørdagsavisen.dk.
Det hele startede i oktober sidste år hvor 15 medlemmer af Køge Svømmeklub mødtes til et strategiseminar i en spejderhytte, hvor man bl.a. havde inviteret facilitetschef i SAS, Åge Jakobsen, der også er mangeårig svømmetræner i Kvik Kastrup, til at give idéer til, hvordan en ny hal kan etableres – uden at det koster et helt vanvittigt beløb.
Og så har projektet stille og roligt udviklet sig så meget, at Køge Svømmeklub forventer, at man om en lille måneds tid, kan offentliggøre planerne for en ny svømmehal til både motions- og elitesvømning i Ølby området.
- Økonomisk forventer vi at en ny svømmehal vil koste 35-40 millioner kr. at opføre – penge som svømmeklubben selv vil finansiere. Det er under halvdelen af hvad det koster at opføre en 25 meter svømmehal i dag. Vi har haft møde med Lokale- og anlægsfonden, vi har en positiv dialog med Køge kommune ligesom vi er i gang med at forhandle med virksomheder, som ser en idé i at støtte op om projektet i en klub, der i dag tæller over 2.000 medlemmer, og som om få år forventer at komme op i nærheden af 4.000 medlemmer. Sporten svømning er stor – verden over og er i rivende udvikling, fortæller en optimistisk Lars Warm.
Størrelsen på hallen vil blive 80x36 meter og udover svømmebassinet med de officielle olympiske mål vil hallen have gode forhold til 5-600 publikummer, omklædnings- og kontorfaciliteter.

Hvorfor ny hal?

Hvad er så baggrunden for at Køge Svømmeklub så brændende ønsker at etablere en ny svømmehal, når man råder over Køge Svømmeland og Herfølge Svømmehal, som man i sommer overtog den daglige drift og den indvendige vedligeholdelse af?
- Jamen vi har store ambitioner i Køge Svømmeklub om at være bedst i vandet og størst i landet. Vi vil være klubben, der konstant udklækker nye talenter – og senest i 2016 skal have to deltagere med til OL. I forvejen er vi landets næststørste svømmeklub. Kun Hermes i København er større. Og med over 2.000 medlemmer – elite som breddesvømmere – lægger vi efterhånden ganske meget beslag på kapaciteten i Herfølge Svømmeland, der jo også er bygget til at skulle rumme kapacitet for menigmands muligheder for at komme og få en oplevelse i det våde element. Derfor mangler vi plads til den seriøse svømning, specielt for voksne medlemmer, som vil dyrke svømning som idræt. Derfor ønsker vi os brændende og hurtigst muligt en hal til de, der har svømning som seriøs sport, slutter formand Lars Warm, som gerne hører fra eventuelle virksomheder, som kunne tænke sig at blive en del af den nye svømmehal i Køge. Lars Warm kan kontaktes på tlf. 5055 1578 eller 5650 1578.
Køge Svømmeklub beskæftiger i dag 5 fuldtids- og 28 deltidsmedarbejdere, og forventer i 2012 en omsætning på over 4 mio. kr. Klubben er som enkeltforening Køges største.

Kia Hansen - (th) og Christina Munkholm er to af Køge Svømmeklubs store talenter - og OL-håb.. (Arkivfoto: DS).

Kia Hansen - (th) og Christina Munkholm er to af Køge Svømmeklubs store talenter - og OL-håb.. (Arkivfoto: DS).

Det er meningen at den nye svømmearena skal placeres bag det eksisterende Køge Svømmeland - ud mod Lyngvej. (Arkivfoto. JCJ).

Det er meningen at den nye svømmearena skal placeres bag det eksisterende Køge Svømmeland - ud mod Lyngvej. (Arkivfoto. JCJ).

Konceptet

Konceptet for Danmarks mest funktionelle svømmehal:
Dedikeret svømmeidrætsanlæg udelukkende til banesvømning og svømmelæring.
Køge Svømmeklub kan selv finansiere og drifte og ejer dermed selv faciliteten.
Der sættes fokus på:
* Funktionalitet.
* Vandkvalitet.
* Luftkvalitet.
* Lave drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.
* Voksenidræt/breddeidræt.
Svømmehallens bassin etableres af fa. Myrtha – der har stået for udførelsen af 8 ud af de 10 bassiner til det kommende OL i London i 2012.

Publiceret 29 December 2011 12:00