Den moderne indkøbsbus fra Hvidovre Bustrafik, der kører til de lokale centre hver 1. og 3. onsdag i måneden.

Den moderne indkøbsbus fra Hvidovre Bustrafik, der kører til de lokale centre hver 1. og 3. onsdag i måneden.

Indkøbsbussen - også i det nye år

Økonomien er på plads, så de ældre stadig kan komme til de to lokale indkøbscentre.

Det kommunale stop for Safaribussen skabte nogen usikkerhed omkring organisationen Det Frivillige Ældrearbejdes populære indkøbsbus for ældre til de lokale centre to onsdage hver måned. Men man fandt en god løsning.

- Vi indgik en aftale med det lokale turistbusfirma Hvidovre Bustrafik, og det har fungeret fint hele sidste år, oplyser formanden Peter Lougart. - Der har været stor tilfredshed med en moderne bus, hvor gangbesværede lettere kunne komme ind, og hvor der også var plads til bl.a. et par rollatorer. Økonomien er også klaret med et noget mindre kommunalt tilskud, en årlig donation fra Hvidovre Lions Club og rimelig deltagerbetaling på 20 kr. pr gang. Igang igen Også i det nye år bliver der altså indkøbsture til henholdsvis Frihedens Butikscenter og Hvidovre C, hvor de ældre kan få ca. to timer til at handle og hygge sig. Indkøbsbussen kører hver 1. og 3. onsdag i hver måned, - første gang i morgen, onsdag den 4. januar til Hvidovre C (tidl. Stationscentret). Der startes kl. 9.50 fra plejehjemmet Dybenkærshave i Avedøre, og derefter er der syv stoppesteder rundt i kommunen, inden bussen når centret. Buskøreplanen og øvrige oplysninger kan fås hos lederen af projektet Edith Lind på tlf. 36 75 57 81. m-

Publiceret 03 January 2012 09:00