"Tak for i år. Vi åbner til påske 2012. På gensyn." skrev Dorthe Rex på facaden til hende og Malene Uffel-manns ishus, da de sidste år lukkede efter endnu en sæson under broen. Men siden har kommunen besluttet selv at opføre et hus og bedt Dorthe og Malene at fjerne deres ishus senest den 31. januar.

Kommunen overtager Dorthes idé

Gennem ni år har Dorthe og Malene solgt is på havnen, nu vil kommunen have sit eget ishus

Af
Af Svend Mikael Larsen

- Jeg stod en dag for ni år siden i et vindue hos mine forældre i Stengade og kiggede ned mod havnen og tænkte, at her mangler der et ishus, fortæller Dorthe Rex.
Hun lod det ikke blive ved tanken. Sammen med sin veninde Malene Uffelmann henvendte hun sig til kommunen for at høre om mulighederne for at starte salg af is, sandwich og kaffe på havnen, og det var de positive overfor.
På Nørre Havnegade stod dengang den lille bygning, hvor tidligere Bierbaums Fiskehandel havde forretning, tom. Den overtog de to kompagnoner og indgik samtidig en fem-årig kontrakt med kommunen.
Efter fire år kom der en stor revne i betongulvet i den gamle fiskehandel, og det hele truede med at vælte i havnen. Skyndsomt måtte man tømme hele butikken.
- Hvad kunne vi så gøre. Vi kontaktede kommunen og her kom man frem til en midlertidig løsning. Hvis vi selv ville afholde udgifterne måtte vi fortsætte vores salg af is med videre på en placering under broen, og det takkede vi ja til, fortæller Dorthe.
- Aftalen gjaldt kun for et år ad gangen, så det var et noget usikkert grundlag for os, at investere i et nyt hus, indrette det og sørge for strøm, vand og afløb. Men vi tog chancen.
Senere måtte de også investere et større beløb i alarmer og overvågning. Efter otte indbrud var det et krav fra forsikringsselskabet.
Men nu har kommunen fået nye planer for havnen, og det er i den forbindelse blevet besluttet at opføre en egen bygning. Herfra skal der også kunne sælges is og andet, og dette salg skal ud i offentligt udbud. Det betyder samtidig et farvel til Dorthe og Malenes ishus under broen, og de har fået en frist til den 31. januar til helt at fjerne bygningen.
- Som jeg ser det, så ønsker man fra kommunens side at tjene kassen på det, jeg og Malene gennem årene har bygget op, siger Dorthe Rex.
- Da vi startede for ni år siden, var der ikke mange, som troede på vores idé med et issalg på havnen. De fleste mente, vi var godt tossede. Men vi tog risikoen og satsede vores penge i projektet og har gennem årene lagt et stort arbejde og engagement i det. Heldigvis lykkedes det os at få en forretning op at stå.
- Jeg synes, det er mangel på god moral og etik, at kommunen nu uden videre vil lukrere på noget, andre har skabt. Er man utilfreds med vores beliggenhed eller andet, så har vi hele tiden været villige til at se på både husets udformning, beliggenhed, husleje, varesortiment og hvad man ellers måtte have af ønsker og krav. Vi har jo hele tiden ønsket os en varig løsning. Men i stedet vil de nu bare overtage det hele selv, siger hun.
Dorthe og Malene har dog ikke tænkt sig at opgive det hele uden sværdslag. De har således engageret en advokat og fået et møde i stand på borgmester Aase Nyegaards kontor til i dag tirsdag den 3. januar. Alt efter udfaldet af dette møde, vil de i samråd med deres advokat overveje deres næste skridt i sagen. Et erstatningskrav kan således komme på tale.

Publiceret 03 January 2012 14:00