Sulten butikstyv

I går omkring klokken 14 blev en butikstyv afsløret i SuperBrugsen i Guderup med kød fra slagterafdelingen under sin meget rummelig jakke.
Det drejede sig om en 48 årig mand fra Broager området og gammel kending hos politiet. Man valgte derfor også at undersøge mandens bil, hvor politiet fandt fire pakker kalkunbryst og en mobiltelefon i original indpakning. Også mandens hjem blev ransaget, og her fandt man to playstationsspil, der tidligere var meldt stjålet i Kvickly i Nordborg.
Der er nemlig tale om en ret så aktiv butikstyv. På SuperBrugsens videoovervågning i Guderup havde man allerede i december fanget manden i færd med at stjæle fire kalvemørbrad, og da den 48-årige besøgte Kvickly i Nordborg også i december, forsvandt han med to oksemørbrad og tre playstation-spil, hvoraf de to altså dukkede op ved ransagningen i går i mandens hjem.

Publiceret 04 January 2012 11:00