Fra åbningen af Kulturnatten i Køge i 2011. Fællestemaet for denne fantastiske aften i Køge er i år

Fra åbningen af Kulturnatten i Køge i 2011. Fællestemaet for denne fantastiske aften i Køge er i år "Vinter". (Arkivfoto: JCJ).

Program for stor Køge-aften er på plads

Køges stort anlagte 'Kulturnat' buldrer løs i vinterens mørke fredag den 3. februar.

KYNDELMISSE: Køges kulturinstitutioner præsenterer igen i 2012 et spændende program fyldt med aktiviteter knyttet til vinteren, som er årets fælles tema.
Programmet kommer på gaden med over 50 arrangementer lige fra musikalsk vinterhistorie på Gl. Kjøgegaard over midtbyen, Køge Torv, rådhus til Tapperiet og Den Gule Hal med maritim stemning på Søndre Havn. Og alle steder vil ildtønder vise vej.
Køges traditionsrige Kyndelmisseaften byder velkommen kl. 18.00 med fanfare af Køge Byorkesters messingblæsere fra Køge Kirkes 44 meter høje klokketårn.
- Lyt med f.eks. fra Brochmands Plads. Herefter går det løs overalt i byen og ned på havnen. Kyndelmisseaftenen er både for børn og voksne og "adgangsbilletten" til alle arrangementerne er et Kyndelmissepas - et armbånd - til 25 kr., der bl.a. kan købes på VisitKøge, Køge Turistbureau, Vestergade 1 i Køge. Kun ét sted skal der betales for en billet og det er til den musikalske vinterhistorie på Gl. Kjøgegaard. Ellers er billetterne til andre tilbud gratis, fortæller kulturkonsulent Per Sørensen fra Køge kommunes Kulturafdeling.

Masser af tilbud

Aftenen kunne f.eks. begynde med økologisk vintermad i Det grønne Hus. Man kan også smage vintermad på Køge Museum, og på torvet serverer Beredskabsforbundet varm suppe tilsat blå blink fra en brandbil. Mange andre steder serveres kaffe, øl og smagsprøver, og rundt omkring vil Musikskolens dygtige elever spille og synge.
Det er bl.a. kulturinstitutionerne, rådhuset og museerne, der åbner dørene på Køges Kyndelmisseaften.
Apotekerkælderen med dens imponerende hvælvinger kan besøges med tilbud om en utrolig historie. Der er åbent skib på marinehjemmeværnsskibet "Kuréren", HMV 815, på Køge Havn. Og på KØS, museet for kunst i det offentlige rum, bydes på 'Gepetto News Show' for børn. DR's populære børneprogram er denne aften rykket ud af de vante omgivelser på skærmen. Ydermere spiller MGK-Center Sjællands knalddygtige elever på livet løs.
Køge Museum byder på et væld af aktiviteter med skattejagt, levende rovfulge, en skøjteprinsesse og historier om hekse, fiskere og stormfloden i 1872. Og på museet viser geologisk forening 'Litorina' en stor samling sten fra istiden. Der er også café og guitarmusik og meget andet.
Man kan også slå et slag forbi Køge Kirke med korkoncert, musikalsk aftensang og tårnbesøg med guide. På Køge Havn er Braunstein Bryggeriet åbent med smagsprøver og man kan høre historien om det lokale bryggeri. Køge Museum og Køge Maritime Aktivitetscenter er gået sammen i Den Gule Hal og sørger for den maritime stemning. Her er Køge Spillemandsforening på banen, og i hallen står den imponerende kæmpe- skibsmodel af Christianus Quintus, Niels Juels' admiralkrigsskib fra Slaget i Køge Bugt 1677
I nærheden holder Køge Marineforening åbent hus med kanonsalutter, café og sang og spil i marinestuen. Her kan også høres fortællingen om flådekatastrofen i Egernførde Fjord  i 1849. Og lige overfor i havnebassinet ligger hjemmeværnsskib HMV815, Kuréren, fortøjet med lys på og fuld besætning og byder publikum på 'åbent skib'.

Mange tilløbsstykker

Et tilløbstykke denne aften kunne være en alternativ havnevandring fra Torvet til Søndre Havn. Det er Køge Kyst, der byder på overraskende lyd-, dufts-, smags- og synsoplevelser. Havnevandringen begynder på torvet.
I rådhusets kantine er der foredrag om vintervejr i Danmark med meterolog Peter Tanev fra TV2. Der varmes op med Køge Kor. Det er Køge byhistoriske Arkiv der sammen med VisitKøge står for arrangementet. På arkivet i Vestergade kan man i øvrigt opleve ønskebio og høre om Gøngehøvdingen og komme på skummel byvandring med beretninger om Køges hårde skæbne under svenskekrigene i midten af 1600-årene. Og med "Åbent rådhus" viser borgmester Marie Stærke byrådssalen frem og fortæller historie om Danmarks ældst fungerende rådhus fra 1552.
I Galleri Bødkergården i Kirkestræde udstiller kunstmaler Jan Sivertsen. På Tapperiet på Sdr. Havn skrues op for varmen og der inviteres indenfor til medrivende funky live musik krydret med lidt mundgodt til alle i den åbne café.
Og på KØS er der endvidere jazz, musikworkshop og tegneserieworkshop og Gepetto News-dukkeværksted og café. Der er vinterhygge på VisitKøge i Vestergade hele aftenen med spil for børn, fotokonkurrence med vinterfotos fra Køge og en af vinterens fugle skåret ud i is...! 

En hel aften for kun kr. 25

Alle disse herligheder fås i form af et Kyndelmisse-pas for kun kr. 25 pr. person. Børn u/4 år har gratis adgang. Flere steder kræves desuden ekstra - gratis - billet, som kan afhentes hos KøgeVisit/Turistbureauet i Vestergade i Køge.
- Kyndelmissens arrangører er de medvirkende kulturinstitutioner m.fl., der i fællesskab har lagt et stort arbejde i forberedelserne. Herfra lyder også en stor tak til sponsorerne bl.a. Køge Kommune og Køge Handelsstandsforening, som har valgt at støtte dette gode arrangement, siger Per Sørensen.
Det samlede program ligger klar til afhentning på VisitKøge, på bibliotekerne og de deltagende kulturinstitutioner.
Du kan også se det på www.koegekalender.dk.
pm

null

Publiceret 11 January 2012 08:45