Lars Brovad og de andre arkæologer har i løbet af de sidste par måneder fundet mange spændende fund i Holsted. Foto: Susie Jessen

Lars Brovad og de andre arkæologer har i løbet af de sidste par måneder fundet mange spændende fund i Holsted. Foto: Susie Jessen

Stenalderfund dukker op i Holsted

I november blev to flotte grave fra stenalderen fundet på Energivej i Holsted, hvor det nye Danish Crown slagteri skal ligge. De seneste fund byder på kar, kæder, huse og måske Nordens ældste fund af et kværnsted. Budstikken var med på udgravning

Af
Susie Jessen

Vinden suser ind igennem jakker, bukser og huer og giver gåsehud på hele kroppen.
For på trods af at solen for en gangs skyld titter ud fra sit vinterskjul, så er det koldt at være arkæolog.
Men lige så koldt som det er, lige så spændende kan det være pludselig at støde på fortiden i den sandede jord på Energivej i Holsted, hvor holdet fra Egnsmuseet på Sønderskov i denne tid graver.

De arkæologiske udgravninger gik i gang i november og fortsætter frem til 1. marts, hvorefter byggeriet begynder på det nye Danish Crown Slagteri.
Det er fast kotume og en del af lovgivningen, at arkæologerne skal have lov til at granske områder, hvor et nyt byggeri skal ske.

Lars Brovad, som er leder på udgravningen fortæller, at der ikke skulle gå mere end et par dage efter at udgravningerne startede, at holdet skulle finde interessante ting i jorden.
Området omkring Holsted er nemlig spækket med historie.
Det har man vidst siden 1990erne, hvor udgravningerne startede til motorvejen mod Esbjerg.

- Vi havde godt regnet med, at vi ville finde ting af interesse, men vi er glade for at finde stenaldergrave, der er så velbevarede. Meget tyder på at to af gravene har været til mennesker, som har været ret betydningsfulde. Så det er meget spændende, lyder det fra Lars Brovad.

I den ene grav, kvindegraven, fandt holdet en ravhalskæde og et fad og i mandens grav blev der fundet en interessant stridsøkse.
Gravgaver, der indikerer, at personerne havde en høj status.

Blandt de interessante fund er der gravsteder fra bondestenalderen. i denne velbevarede grav blev der fundet en stridsøkse og et keramikfad. Foto: Museet i Sønderskov

Blandt de interessante fund er der gravsteder fra bondestenalderen. i denne velbevarede grav blev der fundet en stridsøkse og et keramikfad. Foto: Museet i Sønderskov

Samtlige af de effekter, der findes på pladsen bliver sendt videre til museet i Sønderskov, hvorefter de enten udstilles eller lægges på lager.

Denne stridsøkse blev fundet i en mandsgrav fra bondestenalderen.
Foto: Museet på Sønderskov.

Denne stridsøkse blev fundet i en mandsgrav fra bondestenalderen. Foto: Museet på Sønderskov.

Publiceret 11 January 2012 07:00