Rasmus Riegels og Anders Michael Kristensen glæder sig til Vardes første ungefestival.

Rasmus Riegels og Anders Michael Kristensen glæder sig til Vardes første ungefestival.

De unge får egen festival

Varde UngeFestival er Ungeråd Vardes første arrangement og er en koncert for alle 15-25-årige i Smedeværkstedet den 27. januar.

Af
Kim Schou

- Vi vil her holde en fest, hvor det er musikken, der er i fokus. Lokale bands har derfor muligheden for at spille deres materiale for alle unge, fortæller Anders Michael Kristensen, formand for ungerådet.
Efter første arrangement i biografen kom der mange forslag fra deltagerne om, hvad første arrangement skulle være.
- Og da vi har fokus på ungdommen i Varde Kommune, så var Rasmus Riegels forslag om denne festival det vi valgte ud som første arrangement, fortæller Anders Michael Kristensen.
Rasmus Riegels er selv musiker i bandet RENO FIRE, der også spiller til festivalen.
- Det er vigtigt at understrege, at festen er for alle unge i Varde og ikke en Campus fest, understreger den 20-årige Rasmus Riegels, der sammen med Anders Michael Kristensen har haft travlt i den sidste tid.
- Når vi kommer til selve festen, så er der masser af hjælp fra de unge i Ungerådet Varde. Derudover har vi naturligvis Jens Peter Olesen med som sparringspartner. Han har jo stor erfaring for Beach Party i Varde, tilføjer Rasmus Riegels.
Der vil blive solgt billetter i forsalg på Campus Varde, og på nuværende tidspunkt er der allerede solgt 120 billetter.
- Når der er levende musik, har folk ofte en tendens til at tro, det har noget at gøre med at vise hvem der er de bedste og så stå med de rigtige musikbriller og analysere sig frem - dette er ikke tilfældet. Der bliver spillet op til fest, så kom for at feste med dine venner til musik fra nogen du muligvis kender, lyder opfordringen fra de to unge fyre.



BANDS:

Sp. Lax (DJ sæt og Minimal-techno)
RENO FIRE (Støj i en sovs af 80'er lyde)
Target of the Goose (Cover)
Fri Bar (Retro Rock af den mest slidte skuffe!)
Bassment (Cover)
Glasgow (Coverband - som har lovet at præsentere deres eget)
Spörk (Cover til dem med flot hår)
Fahad og Samir (Hjemmelavet Hiphop)
Forsalget sker den 18. januar fra klokken 9.30-10.00 på Campus Øst og klokken 11.30-12.00 på Campus Vest. Klokken 14.00-17.00 er der billetter i forsalg på det gamle Rådhus.
Billetprisen er 30 kroner i forsalg, hvis man kommer til den første time af festen. Derefter vil prisen øges til 50 kroner. Det er for at få folk med fra starten.

Publiceret 12 January 2012 10:00