Der er mange spændende ting på genbrugsmarkedet i Bjæverskov.

Der er mange spændende ting på genbrugsmarkedet i Bjæverskov.

Udvidet genbrugsmarked på Travbanen

Lørdag den 21. januar fra kl. 10-14 går det løs med løvernes genbrugsmarked i Bjæverskov.

MARKEDSDAG: De lokale Lionsklubber fejrer nytåret og har samlet kræfterne til årets første store udvidede genbrugsmarked.
Salgsarealet er udvidet og i juletiden er der indkommet rigtig mange gode ting og sager, som ligger klar til salg fra lokalerne i den gamle store tilskuerpavillon på Travbanen.
Et kæmpe parti varer fra Østen er til salg bl.a. lysestager, lysholdere og bambuslamper og enorme mængder af  julepynt på et større areal i stueetagen. Her findes også masser af bøger og rigtig mange gode og velholdte møbler af alle slags.
På første sal sælges glas, porcelæn, legetøj, køkkenting, galleriting, el- og elektronik m.v. 
-  Det er imponerende så mange store og små ting, der er dukket op fra folks gemmer, garager, lofter og kældre, siger Jens Anker Knudsen fra Lions Club i Køge.
- Gode møbler  af  enhver slags. Duge og tekstiler, tøj, bælter og tasker, kobberting, masser af porcelæn, glas, vaser, alle mulige lamper og musik. Højttalere og musikanlæg. Der er mange udsmykningsgenstande som malerier, tegninger og akvareller – og masser af legetøj. Afdelingen med bøger er vokset, og der kan uden tvivl gøres gode fund i alle emner og retninger.
- Og så er det lidt af et kup, at vi nærmest har tonsvis af juleting til en billig penge; kugler, stjerner, kranse af alle størrelser, fyrfadslysestager samt pynt og andet juletingeltangel fortsætter en ivrig Jens Anker Knudsen.

Købelyst

Genbrugsmarkedet den 21. januar er årets første, der afholdes på Travbanen i Bjæverskov.
Næste genbrugsmarked afholdes lørdag den 28. april.  Som nævnt har folk virkelig været i gavehumør og har indleveret forbavsende gode og værdifulde ting og sager.
Alt for gode ting til bare at smide ud, siger Jens Anker Knudsen.  Åbningstiden for genbrugsmarkedet er fra kl. 10 til 14. Folk kommer simpelthen flest fra starten af, hvor der så er trængsel og tryk på.
- Det er selvfølgelig rigtig sjovt at opleve, og løverne er rigtig glade for den store opmærksomhed og købelyst. Mange besøgende kommer også langvejs fra. Og mange benytter sig for øvrigt også af den velforsynede café, hvor man kan få både vådt og tørt, siger Jens Anker Knudsen.

Genbrugsting modtages

Genbrugsmarkedet baserer sig på nyttige og brugbare ting, som folk kan indlevere til Lions. Har man  ting liggende, der er for gode til bare at kassere eller smide ud, er man meget velkommen til at indlevere effekterne til Lions Genbrug. Det kan ske den første lørdag i hver måned fra kl. 10-12, samme sted hvor genbrugsmarkedet foregår; i tilskuer-pavillonen på Travbanen. Indkørsel sker fra Vollerslevvej i Bjæverskov.
Genbrugsting og brugbare effekter kan også stilles ved eller sættes ind i genbrugscontaineren på KARA i Køge. Containeren er klart afmærket. Spørg eventuelt personalet på pladsen. 
- Det er Lionsklubberne i Køge Kommune, som arbejder sammen om genbrugsmarkedet. Overskuddet går ubeskåret til Lions' humanitære hjælpearbejde. Et hjælpearbejde, hvor der vel at mærke ikke bruges én eneste krone på administration, slutter Jens Anker Knudsen.
pm

Der er altid trængsel når de mange ting skal kigges an.

Der er altid trængsel når de mange ting skal kigges an.

Publiceret 14 January 2012 12:00