Vi har ikke brug for en ny borgmester

Jeg vil gerne se det menneske som synes det er ok at udnytte en nybagt borgmestermors barselsperiode til at fremme sin egne lyster, for det er reelt det gruppeformand Thomas Kielgast (TK) har meddelt Køge kommunes borgere at de skal.
At stille sig til rådighed politisk og kæmpe for det man tror på har alle dage været beundringsværdigt, men at bruge dagspressen uden at socialdemokratiets medlemmer har haft mulighed for at tage stilling til om de overhoved mener der er behov for et borgmesterskift og tilmed under overskriften "det socialdemokratiske bagland vil vælte borgmester" er dybt kritisabelt og respektløst.
Nok har en partibestyrelse sagt god for TK, men en anden har bestemt ikke, og den sidste har slet ikke nået at tage stilling – TK opbakning ligger med andre ord, et meget lille sted.
Det ydermere sørgelige i dette her er, at i en tid hvor socialdemokratiet og Køges borgmester har brug for al den opbakning til at videreføre det velfærdssamfund og den ansvarlige kommune hun og socialdemokratiet har stået for og skabt – i stedet bliver genstand for få personers magtarrogance.
Lad det være sagt herfra at skal socialdemokratiet være troværdigt fremover, så træk dit kandidatur TK og genvind socialdemokratiets medlemmers respekt og for det arbejde som gruppeformand du indtil nu har udført.
David Bundvad, Socialdemokrat.

Publiceret 14 January 2012 08:00