Fredericia Motor Klub ramt af indbrud igen

Klubben er sat et stort skridt tilbage

Fredericia Motor klub fik i weekenden stjålet endnu en traktor. Det er en orange Fiat 800, som mangler frontrude og venstre dør.
I november sidste år var det klubbens anden traktor, som blev stjålet. En blå Ford 6710 2W. Begge traktorer anvendes i forbindelse med pleje og vedligehold af speedwaybanen på Vejlby speedway center.
- Vores speedwaybane er nok det vigtigste, vi har. Uden banen ingen træning og løb - og uden traktorer til at pleje og vedligeholde banen, er banen desværre ikke meget værd. Vi håber, at nogen kan hjælpe os med at bringe begge traktorer tilbage, lyder det fra formand Brian Berthelsen.
Fredericia Motor Klub har været hårdt ramt af indbrud. Sidste år fik klubben også stjålet to 50ccm speedwaymaskiner. Maskinerne bliver til dagligt brugt til nye kørere.
- Klubben står nu uden traktorer og klubcykler - og er derfor sat et stort skridt tilbage, konstaterer Brian Berthelsen, der efterlyser støtte og sponsorater. Kontakt ham på 4163 5200.

Publiceret 16 January 2012 09:00