Sandra Jul Jensen.

Sandra Jul Jensen.

Køge får nyt forretningsnetværk – kun for kvinder

KØGE: Køge bliver et erhvervsnetværk rigere, når WiB Danmark åbner ny lokalafdeling i Køge torsdag den 26. januar.
WiB Danmark åbner nu en lokalafdeling i Køge med det formål at skabe nye forretnings-muligheder for kvinder fra Køges erhvervsliv.
Netværket adskiller sig på flere punkter, først og fremmest, fordi man skal være kvinde, for at være medlem. Men det er også det eneste krav. For uanset om du er ansat eller driver egen virksomhed, er det en rigtig god ide at opbygge et godt netværk.
Sandra Jul Jensen fra House of Marketing er gammel Køgepige og WiB Ambassadør for den  nye lokalgruppe i Køge.
- Netværk handler om at skabe muligheder for sig selv og for hinanden! Og der er al mulig grund til at springe over hvor gærdet er lavest for at finde den rette samarbejdspartner eller det nye job. Og der hjælper et godt netværk, hvor man kan hente gode råd og erfaringer.
Men hvorfor et netværk kun for kvinder?
- Det er nemt at svare på, siger Sandra Jul Jensen.
- Fordi det virker!! Kvinder er enormt gode til at netværke og man kan sikkert forske meget i hvorfor. Men vores erfaring er, at kvinder er meget hurtigere til både at bede om og tilbyde deres hjælp. Og jeg tror, at det er en af årsagerne til, at det som regel går rigtig stærkt, når vi først er sammen til vores netværksmøder i WiB. Aftalerne flyver om ørerne på os og samtalerne er næsten ikke til at stoppe. Det er meget inspirerende at overvære nye samarbejder opstå, og for mit eget vedkommende har det betydet en væsentlig større ordretilgang, fortæller Sandra Jul Jensen, som desuden er PR- og Kommunikationschef i WiB Danmark.
Sandra Jul Jensen pointerer dog, at medlemmerne i WiB-Danmark også gerne vil netværke med mænd.
- Det er absolut ikke, fordi vi ikke bryder os om mænd! Dem vil vi faktisk rigtig gerne netværke med. Vi inviterer med jævne mellemrum mandlige erhvervsfolk med til vores netværksmøder, ligesom vi ofte har mandlige foredrags- og indlægsholdere. Men mange af de eksisterende netværk er bare meget præget af mænd, nogle er sågar kun for mænd. Som forretningskvinde er det rart at kunne møde andre kvinder med de samme udfordringer som én selv.
Ved mødet den 26. januar kan deltagerne bl.a. møde Gitte Carlend, indehaver af Carlend Copenhagen, samt medstifter og adm. direktør i WiB Danmark. Hun fortæller, hvordan WiB blev til og hvorfor et netværk kun for kvinder, er noget helt specielt.
Man vil også kunne møde Carina Heckscher, som er Networking ekspert og forfatter af bogen ”Networking - En del af min hverdag”. Carina Hekscher giver et inspirerende indblik i hvorfor networking er en rigtig god ide, hvis man gerne vil ”være heldig med vilje”.
WiB opfordrer alle kvinder fra Køges erhvervsliv til at deltage i intromødet som afholdes på Restaurant Christians Minde i Brogade 7 i Køge fra kl. 17.00–19.00.
- WiB giver kaffen og kagen, og alle vil få mulighed for at præsentere hvem de er og hvor de kommer fra. Og så er der selvfølgelig lagt op til, at alle deltagerne skal have en mulighed for at mødes på kryds og tværs. Kaffen er faktisk bare til pynt. Det egentlige netværk begynder jo først, når folk begynder at tale sammen, så det sørger vi altid for, at der er god tid til, slutter Sandra Jul Jensen.
Tilmelding til intromødet i Køge skal ske på sandra@houseofmarketing.dk og mere information om WiB Danmark kan fås på www.wib-danmark.dk.
pm

Publiceret 16 January 2012 17:30