Merete Tjørnelund Kristensen er udlært i august 2012, mens Alex Christensen er udlært i samme måned 2013. Inden de når så langt skal de kreere en fem-retters menu med tilhørende vine til over 60 personer på Restaurant Parken den 20. januar.

Merete Tjørnelund Kristensen er udlært i august 2012, mens Alex Christensen er udlært i samme måned 2013. Inden de når så langt skal de kreere en fem-retters menu med tilhørende vine til over 60 personer på Restaurant Parken den 20. januar.

Kokkeelever på stor opgave

Køkkenchefen hos Restaurant Parken har sat sine to kokkeelever på en stor opgave. Selv skal de nemlig kreere en fem-retters menu til over 60 personer.

Af
Rune Weitling

Det er noget af en opgave, som køkkenchef Preben Antonisen og kollegaen Henning Brix har sat Restaurant Parkens to kokkeelever på den 20. januar. Sammen skal 21-årige Merete Tjørnelund Kristensen og 19-årige Alex Christensen nemlig kreere og anrette en fem-retters menu inklusiv vine.

- Ja, det er noget af en opgave. De skal stå for menuen, planlægningen, indkøb, kalkulation og så videre. Det er både for at give dem selvtillid, men det er også for, at de kan se og mærke, hvordan arbejdet også er med papirarbejde og således, siger Preben Antonisen, der er idémand bag opgaven.

Helt nyt bliver det dog ikke for de to kokkelever. Til den årlige juleafslutning lavede de nemlig selvsamme menu til personale, forældre og faglærere. I alt omkring 30 mand.
Den 20. januar er det dog til over dobbelt så mange, og selv om Preben Antonisen og Henning Brix vil stå ved siden af i køkkenet, så skal Merete Tjørnelund Kristensen og Alex Christensen klare det selv. Og alt er vel at mærke også tallerkenanrettet.

- Det er da en stor opgave. Vi er lidt spændte, men vi glæder os også rigtig meget. Det værste for mig bliver nok, når jeg skal ud og fortælle gæsterne om maden, der kan jeg godt blive lidt nervøs. Men det er en spændende opgave, siger Alex Christensen og tilføjer, at han og Merete arbejder godt sammen.

Publiceret 16 January 2012 13:00