Tørretumbler årsag til brand på Knud Hansens Vej

Røgdykkere blev fredag aften sendt ind i en kælder i en ejendom på Knud Hansens Vej i Kolding, hvor der kort forinden var udbrudt brand. Ifølge Kolding Politi var der forlydender om, at en flok børn rendte og legede i kælderen, hvor røgudviklingen var kraftig, men røgdykkerne kunne konstatere, at kælderen var tom. Alle var således kommet ud i god behold.
Ingen kom noget til i forbindelse med branden, men to beboere måtte dog sendes på sygehuset til observation for røgforgiftning.
Branden i ejendommen opstod i en tørretumbler, der stod i kælderen og kørte. Branden udviklede kraftig røg, som fyldte kælderen og steg op i opgangen, og ejendommens beboere måtte derfor evakueres. Der er meget begrænsede brandskader men en del røgskader.

Publiceret 16 January 2012 11:59