To knægtes tyvetogt mislykkedes

Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi for tidsrummet fra fredag den 13. januar kl. 07.00 til mandag den 16. januar kl. 07.00.

POLITI: Fredag eftermiddag kl. 14.43 fik politiet en anmeldelse om, at 2 unge mænd netop havde begået butikstyveri i Fakta i Boholte Centret i Køge og var løbet fra stedet.
Det viste sig, at 2 unge mænd var kommet ind i butikken, hvor deres forehavende var blevet opdaget af personalet.
Forsøget på at tilbageholde dem mislykkedes, men de er blevet optaget på butikkens videoovervågning.
Politiet leder nu efter de to unge mænd der beskrives som A: dreng, dansk, 15-17 år, 170-180 cm høj, almindelig af bygning, iført orange jakke, som blev revet lidt i stykker ved forsøget på tilbageholdelsen. Person B beskrives som dreng, dansk, 15-17 år, 170-180 cm høj, almindelig af bygning. Der er ingen oplysninger om hans beklædning.
De 2 drenge fik formentlig kun noget slik med sig og kan se frem til en bøde, når de bliver identificeret.
Mistænkeligt forhold – lov om euforiserende stoffer – Ringvejen, Køge.
Fredag kl. 12.00 fik politiet en henvendelse fra en borger om, at en blå varebil kørte rundt i området ved Ringvejen på en sådan måde, at borgeren mistænkte føreren af køretøjet for at ville begå indbrud et sted.
Politiet ledte efter varebilen i Køge by og standsede kl. ca. 1245 køretøjet på Vordingborgvej. Varebilen førtes af en 33-årig mand fra Køge, der ikke umiddelbart kunne sættes i forbindelse med et forsøg på indbrud.
Politiet fandt dog anledning til at ransage mandens bopæl, hvor politiet fandt noget euforiserende stof. Manden kan nu se frem til at modtage et bødeforelæg for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Spøgelsesbilist – Vestmotorvejen, Bjæverskov.
Fredag kl. 16.17 fik politiet en henvendelse fra en bilist om, at en anden bilist kørte den forkerte vej mod motorvejen ved Bjæverskov.
Advarsel blev udsendt fra Trafikradioen/Danmarks Radio. Politiet fandt ikke bilisten kørende den forkerte vej, så mon ikke bilisten havde hørt advarslen i radioen og fået vendt om i tide, inden en alvorlig ulykke kunne ske.
Ordensbekendtgørelsen – Stationspladsen, Havdrup.
Fredag aften kl. 21.56 anholdt politiet på Stationspladsen i Havdrup en 43-årig mand fra København for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han havde haft nogle uoverensstemmelser med en 70-årig mand fra Havdrup, som pådrog sig lettere skade efter et stenkast fra den anholdte.
Ved løsladelsen senere på natten fik den 43-årige mand et bødeforelæg for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i anledning af sin adfærd tidligere på aftenen.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Parkvej, Køge.
Natten til lørdag kl. 01.45 standsede politiet på Parkvej i Køge en 25-årig mand fra Herlev, der kørte i en personbil uden at have erhvervet førerret. Manden havde med denne sag begået så mange overtrædelser af færdselsloven, at politiet beslaglagde hans bil med henblik på konfiskation. Den sigtede kan nu afvente en indkaldelse til retten til afgørelse af straffesagen og konfiskationen.
Narkopåvirket bilist – Parkvej, Køge.
Lørdag aften kl. 18.07 standsede politiet en 22-årig mand fra Køge som fører af en personbil. Politiet mistænkte ham for at være påvirket af narkotiske stoffer under kørslen. Manden blev derfor anholdt og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse.
Brandundersøgelse – person død – Byagerparken, Tune.
Lørdag kl. 19.45 kørte politiet og brandvæsen til brand i en lejlighed. Beboere i de nærliggende lejligheder var blevet evakueret. Der var tale om kraftig røgudvikling, men stort set ingen ild.
Kort efter politiets ankomst reddede brandvæsnet en død mand med alvorlige brandskader ud fra den brændte lejlighed. Den afdøde formodes at være lejlighedens beboer.
Ved politiets undersøgelser i lejligheden har det ikke umiddelbart været muligt at fastslå den præcise årsag til brandens opståen.
Den afdøde mand skal mandag i forbindelse med et ligsyn endeligt identificeres.
Uro og uorden – Krathuset, Greve.
Søndag aften kl. 18.09 fik politiet en henvendelse fra en borger, der var træt af de unges knallertkørsel i området. Da borgeren påtalte det over for de unge knallertkørere og yderligere ville tage et billede af dem, blev borgeren – en 53-årig kvinde fra Greve – påkørt forsætligt af en af knallertkørerne uden at komme til skade. Politiet undersøger nu sagen nærmere for at få identificeret skadevolderen.
pm

null

Publiceret 16 January 2012 15:15