Kommunikationsmedarbejder Marie Magni har ikke svært ved at sidde godt på en af Veksøs bænke. Fotos: Peter Friis Autzen

Kommunikationsmedarbejder Marie Magni har ikke svært ved at sidde godt på en af Veksøs bænke. Fotos: Peter Friis Autzen

Veksø møblerer de danske byer

Taulov-virksomheden, Veksø, står bag bænke, cykelstativer, skilte og meget andet i hele Danmark.

Af
Peter Friis Autzen

- Det siges, at uanset hvor i København man står, kan man se et Veksø-produkt, siger Marie Magni og smiler. Hun er kommunikationsmedarbejder hos Veksø. Og hun er stolt af sit firma og deres produkter. Påstanden om København er ikke efterprøvet, men der er ingen tvivl om, at den lokale virksomhed sætter sig tydelige spor rundt i hele landet. Og har gjort det i mange år. Virksomheden blev grundlagt i 1950, hvor lukningen af små landsbyskoler i hele landet sendte små og store skolebørn ud på en længere skolevej. Flere og flere anskaffede sig en cykel. Og efter hver cykeltur skulle jernhesten parkeres. Behovet for cykelstativer steg. Og dem lavede smedevirksomheden Veksø. Siden er den primære produktion flyttet til Letland. Og sortimentet er udviklet til at omfatte alle tænkelige former for det, virksomheden kalder byrum-møbler. Det kan være bænke, lamper, pullerter, cykelbarometre, læskure, halvtage og meget andet. Selvom markedet og sortimentet har ændret sig markant, er Veksø stadig meget opmærksom på det oprindelige sigte. - Cyklisterne skal forkæles. Bilisterne er blevet forkælet i mange, mange år. Nu må det være cyklisternes tur, siger Marie Magni. Flere og flere byer er enige. De vil gerne stimulere cyklismen, som gavner både fremkommeligheden, klimaet og sundheden. - Mange byer ønsker at investere i byrum-møbler, der skal forskønne og berige deres by og dens mennesker. Møblerne skal være af høj kvalitet i både design og funktionalitet. Det kan vi hjælpe dem med, siger Marie Magni.

Stolthed

Veksø har 170 ansatte - medregnet de 24 smede i Letland og et salgskontor i England og Tyskland. - Vores produkter findes i stort set alle, dansk byer. Og man kan da ikke undgå at blive lidt stolt, når man er rundt i landet og ser vores produkter. Sådan tror jeg, at vi alle har det, siger Marie Magni. Mange byer ønsker en ensartet, designmæssig linje i deres byrum-møbler. Og helst en linje, der adskiller sig fra nabobyen, som måske også har sine møbler fra Veksø. Derfor udvikles og designes der hele tiden på produkterne. Og det giver en god mavefornemmelse, fortæller Marie Magni. - Det er jo fantastisk at være med til at bestemme, hvordan vores byer udvikler sig, siger hun.

Det hele begyndte med cykelstativer. Og her ligger en stabel af næste generation. Der skal være plads til de moderne, magnetdrevne cykellygter, der monteres på forhjulets nav. Og det fører til en pudsig form.

Selvom Veksøs primære produktion foregår i Letland, udføres der ganske meget bearbejdning og montage i Taulov

Selvom Veksøs primære produktion foregår i Letland, udføres der ganske meget bearbejdning og montage i Taulov

En del af Veksøs produkter monteres med træ. Her ligger en stabel teaktræ og vente.

En del af Veksøs produkter monteres med træ. Her ligger en stabel teaktræ og vente.

Publiceret 17 January 2012 12:00