Hele 193 mestre blev behørigt fejret til ungdomsidrætsfesten på Tobakken i fredags.

Hele 193 mestre blev behørigt fejret til ungdomsidrætsfesten på Tobakken i fredags.

Se billederne:

Kommunen hyldede sine unge talenter

Igen i år var egnens unge idrætstalenter i centrum, da Esbjerg Kommune åbnede dørene for årets ungdomsidrætsfest på Tobakken.

Af
Rune Weitling

Det summede af liv og glade dage under taget på spillestedet Tobakken fredag aften.

Her sad hele 193 mestre med familie og bekendte nemlig bænket, da formanden for kommunens Kultur og Fritidsudvalg, Knud Jager Andersen, bød velkommen til årets ungdomsidrætsfest for kommunens yngre sportsfolk.

Som vanligt var sportstalenterne og deres præstationer i det forgangne år i centrum, da alle, der enten er blevet jyske eller danske mestre eller har vundet et internationalt mesterskab i 2011, skulle hyldes. De mange mestre - der er fra 18 år og nedefter - repræsenterede en bred vifte af idrætsgrene som håndbold, tennis, taekwondo, ishockey, gymnastik, moto-cross, ju-jutsu, tri og multisport, svømning, badminton, bueskyttere, atletik, bowling, volleyball, skøjteløb, vægtløftning og kegler.

- Det kræver sin dreng eller pige at vinde et mesterskab. Det skal selvfølgelig fejres, lød det fra Knud Jager Andersen, der også glæder sig over, at Esbjergs satsning som Talenternes By udmønter sig så konkret på både motions- og eliteplan.

Efter velkomsten og et let traktement underholdt popsangeren Basim, der blandt andet er kendt fra X Factor, og som afslutning uddelte Knud Jager Andersen en gave til mestrene, der bestod af et diplom og et gavekort til Esbjerg City på 100 kroner.

Kommunens seniormestre fra 18 år og opefter fejres ugen efter den 27. januar ved et lignende arrangement.

Publiceret 17 January 2012 14:00