At snyde med de kommunale ydelser er en yderst usikker vej at begive sig ind på i Fredericia Kommune.

At snyde med de kommunale ydelser er en yderst usikker vej at begive sig ind på i Fredericia Kommune.

Afslører bedrageri for 13,5 mio. kr.

Flere og flere borgere i Fredericia Kommune anmelder bedragere. Socialt bedrageri accepteres ikke

I kampen mod sociale bedragere oprustede Fredericia Kommune i 2010 kontrolafdelingen fra en til tre mand. De tre medarbejdere afslørede sidste år socialt bedrageri for 13,5 mio. kr., og tjente dermed så rigeligt deres egen løn ind.
Succesen skyldes blandt andet, at Fredericia Kommune modtager et stigende antal anmeldelser fra borgere, der anmelder socialt bedrageri via telefon, e-mail eller via kommunens hjemmeside. Sidste år var der ca. 200 af den slags anmeldelser. - Antallet af anmeldelser fra borgerne er stigende og et klart signal om, at socialt bedrageri simpelthen ikke accepteres. I disse år med økonomisk krise, hvor mange er berørt af besparelser på børnehaver, skoler og ældre, er det uacceptabelt, at nogle snyder sig til ydelser, de ikke er berettiget til, siger kontorchef Stephan Klavsen.
Samtidig er der blevet opbygget en kultur i Fredericia Kommune, hvor medarbejderne tænker helhedsorienteret i den daglige sagsbehandling og sørger for at videregive informationerne, når de støder på noget mistænkeligt. Det betyder, at kontrolafdelingen også modtager mange interne henvendelser.

Bekymret borgmester

Af de 13, 5 mio. kr., som Fredericia Kommune afslørede snyd for i 2011,er der rettet tilbagebetalingskrav mod borgere for 2,5 mio. kr., mens kommunen har stoppet ydelser som kontanthjælp, dagpenge, boligstøtte, økonomisk friplads, børnebidrag og børnetilskud for 11 mio. kr. - ydelser som borgere havde snydt sig til.
Det undrer og bekymrer Fredericias borgmester Thomas Banke, at man fra Statens side vil centralisere kontrolopgaven, hvilket sker, når en del af opgaven overgår til Udbetaling Danmark fra efteråret 2012.
- Resultaterne af vores kontrolgruppes arbejde taler imod at samle kontrolindsatsen centralt. Kontrollen bør ske lokalt, fordi vi har lokalkendskab og lynhurtigt kan få drøftet en mistanke med andre forvaltninger. Jeg kan kun advare på det kraftigste imod de planer staten har med Udbetaling Danmarks funktion – de vil ifølge stort set alle, der ved noget om denne indsats, gøre livet lettere for sociale bedragere. Det vil være en katastrofe at ødelægge den gode indsats, der foregår nu, udtaler borgmesteren i en pressemeddelelse.

Publiceret 24 January 2012 08:00