Allan Fredskov

Allan Fredskov

Idrættens ihærdige frontkæmper er død

Erik Frølund Thomsen skriver mindeord om Allan Fredskov:

Det var med stor sorg, jeg modtog det triste budskab at min gode ven og partifælle byrådsmedlem og formand for Kultur og Fritidsudvalget, Allan Fredskov, var død. Det var kendt, at Allan var ramt af en kræftsygdom, og var under behandling på Herlev Hospital. Han kæmpede en brav kamp, men mandag aften den 16. januar blev han uventet for os alle ramt af et hjertestop. Hans kære familie var om ham til det sidste. Allan Fredskov, Hvidovre-drengen med stort H, var fra barnsben bidt af idrættens glæder og oplevelser. Han var i ungdomsårene med på de bedste hold i HIF, hvor han tryllede med bolden. Men senere blev det boksehandskerne han tog på, og udfoldede sig i Hvidovre bokseklub, en karriere på 75 kampe, hvor han gav og fik mange på tæven. Han opnåede at blive Sjællandsseniormester. Da Allan lagde handskerne på hylden, fortsatte han med bestyrelsesarbejde i mange år, hvor han bl.a. var formand i 13 år. Han var udnævnt til æresmedlem for sin flotte indsats i klubben. Allan har altid været dybt involveret i Hvidovres foreningsliv, det sad dybt under huden på ham, han var her og der, altid med en hjælpende hånd, en indsats der stod megen respekt om. Allan var i hele sit politiske virke en ihærdig frontkæmper for hele foreningslivet i Hvidovre. I Hvidovre har vi alle mistet en stor personlighed her ved Allan Fredskovs død, han favnede bredt, og havde hjertet med i alt hvad han arbejdede for og med i sit politiske virke. Det var derfor naturligt for Allan, at han fortsatte med denne interesse og ildhu da han i 2001 blev valgt ind i kommunalbestyrelsen og i 2005 blev formand for Kultur og Fritidsudvalget. Hans arbejde bar tydeligt præg af, at han brændte for foreningslivet. Han var rundt i alle foreninger for at lytte til deres mange tanker og idéer. Og Allan havde mange små som store visioner om fremtidens foreningsliv. Desværre var det i en tid hvor pengene ikke lå så løst i kommunekassen. Jeg havde den store glæde at sidde sammen med Allan i dette udvalg, hvor vi satte det sidste punktum i dec. 2009 for Hvidovres nye Kultur og Fritidspolitik, det var en politik med fremtidens visioner. Det var en glad og stolt formand Fredskov, der efterfølgende kunne præsentere dette for offentligheden. I sit civile liv, var Allan en skattet medarbejder i SKAT, hvor han i maj sidste år kunne fejre sit 40 års jubilæum under stor festivitas, hvor han samtidig fik overbragt dronningens fortjenstmedalje for lang og tro tjeneste. Vi var mange der denne dag oplevede Allans glæde og hans mange kollegers flotte ord om en god og vellidt kollega. I sin karriere hos skat, havde han en afstikker som pantefoged i Grønland, hvor han havde sin kære familie med, et arbejde der varede i 2 år og 8 mdr. en særdeles smuk og berigende oplevelse for dem alle. Allan var familiemennesket, politikeren og vennen der ville og gjorde en forskel. Han kærede sig meget om sin elskede familie som han altid har fundet støtte hos i sit politiske arbejde. Allan og familien hyggede sig og slappede af i deres hule, sommerhuset i Over Draaby Strand, hvor de opholdt sig så snart tiden tillod det. Allan nåede at holde sin 60 års dag den 24. juli sidste år, i Frihedens Idrætscenter. Det blev et brag af en hyldest til ham, hvor mange partifæller og repræsentanter fra Hvidovres mange foreninger kom og sagde ham tak for hans store indsats. Allan var ud over hårdt arbejde, også manden der stod for fest og farver. Jeg havde i mange år et varmt venskab med Allan, som har været en berigende oplevelse. Med sit altid glade sind og med sit skæve smil, der kun kunne begejstre, var medvirkende til hans store vennekreds, fra nær og fjern. Der rakte langt ud over Socialdemokratiets rækker. Et venskab som jeg for altid vil have i min erindring. Tak Allan. Mine varmeste tanker går i denne svære stund, til hans elskede hustru Linda og pigerne Britt og Mie, samt den øvrige familie, som det sidste halve år har været en meget svær tid igennem, hvor de alle bevarede håbet om en fælles fremtid for familien. De har alt for tidligt mistet en elsket ægtefælle, far og morfar. Jeg er personligt ikke i tvivl om, at de alle med fælles støtte, vil finde hverdagen igen. Det er mit håb, at de med deres mange gode minder, der står tilbage om Allan, kan få lindret deres store sorg. Minderne er mange, om et fint, respekteret og engageret menneske. Æret være en god kammerat Allan Fredskovs minde.

Publiceret 24 January 2012 09:00