På søndag er der jazzgudstjeneste i Vojens Kirke.

På søndag er der jazzgudstjeneste i Vojens Kirke.

Jazztoner fylder kirkerummet

Søndag, den 29. januar klokken 19.30 er der jazzgudstjeneste i Vojens Kirke

Af
Dorthe Andresen

Det bliver jazztonerne, der fylder kirkerummet, når der på søndag, den 29. januar klokken 19.30 er jazzgudstjeneste i Vojens Kirke. Nordisk jazz, salmer og arabisk kulturarv bliver forenet ved gudstjenesten, når Mads Granums kvintet lægger vejen forbi kirken. Repertoiret er atypisk for en jazzgruppe, idet musikken ikke er hentet fra den amerikanske sangbog, men fortrinsvis fra vores egen musikalske kulturarv med salmebogen og højskolesangbogen som centrale kilder. Med sig har han sangerinden Laila Rong Hanna, som med sine forældre fra mellemøsten og Norge har lyttet til arabiske og nordiske folketoner siden barnsben. Hun har en helt unik måde at udtrykke sig på, idet hun mestrer at kombinere arabisk og nordisk tonesprog med jazz. Hun kan også høres som forsanger i Middle East Peace Orchestra. Mads Granum er til daglig organist i Lindevang kirke og underviser i rytmisk klaver på Sjællands kirkemusikskole. Han er uddannet pianist fra Berklee College of Music, Boston, og er en af Danmarks førende jazzpianister. Han favner bredt, og spiller desuden sammen med Linie 3, Per Nielsen, Marie Carmen Koppel og har optrådt med Sønderjyllands symfoniorkester. Kvintetten som desuden består af Thomas Ovesen, kontrabas, Ricco Victor, trommer, og Mads Hansen, saxofon, har siden 2004 givet over 100 koncerter i Danmark og Tyskland og udgivet cd'erne Hymns in time 2006 og Between Traditions 2009. Sognepræst Lykke Wester læser bønner og tekster fra bibelen, og efter gudstjenesten bliver der serveret en forfriskning i kirken. Der er fri entré til arrangementet.

Publiceret 24 January 2012 12:00