Kommunikationsdirektør Jens Bekke skænker sin øl fra fadølsanlægget i besøgslokalet Elefanten.
Foto: Peter Friis Autzen

Kommunikationsdirektør Jens Bekke skænker sin øl fra fadølsanlægget i besøgslokalet Elefanten. Foto: Peter Friis Autzen

Åbent bryggeri hos Carlsberg

Carlsberg-bryggeriet i Fredericia vil fremover slå sine porte op for besøgende virksomheder, uddannelser og andre grupper

Af
Peter Friis Autzen

850 ansatte. 350 forskellige produkter. 280 millioner liter øl og 250 millioner liter sodavand om året, begge dele stigende. 5,4 kilometer veje indenfor portene og én kilometer fra den ene side til den anden.
Alt det kan man google sig til, hvis man er interesseret i at vide mere om Fredericias store Carlsberg-bryggeri. Men hvad med resten? Hvordan lyder et tapperi? Hvordan lugter humlen? Hvordan ser et meter tykt lag af skum ud, når det vokser op mod loftet (og kighullet) i en øltank? Og hvor meget smiler en bryggeriarbejder? Den slags er man nødt til opleve. Og det kan man komme til via Carlsbergs nye besøgstjeneste, der har til huse i et nyindrettet lokale på bryggeriet, kaldet Elefanten.
- Vi har altid været en ret lukket virksomhed. Også af hensyn til sikkerheden og fødevaremyndighederne, forklarer Carlsbergs kommunikationsdirektør, Jens Bekke.
- Alligevel kan vi se, at der sidste år blev arrangeret forskellige besøg på i alt 850 mennesker. Og så kunne vi jo næsten ligeså godt oprette en egentlig besøgstjeneste, siger han.

To gange om ugen

Elefanten slår sine porte op to gange om ugen for grupper, der på forhånd har booket en tur.
- Vi indleder med et oplæg her i lokalet og viser derefter rundt på bryggeriet. Afhængigt af gruppens ønsker, kan turen varieres i længde. Helt op til godt fire timers rundtur, fortæller Jens Bekke.
Han forventer, at rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at besøge bryggeriet. Også selvom turen ikke er gratis. Skoler skal betale 350 kroner, mens virksomheder eller foreninger skal betale 1.350 kroner.
- Folk har mange meninger om bryggeriet, vores produkter og vores historie. Jeg har tidligere været hos Nordea, og jeg skal da lige hilse og sige, at det blev sjovere at tage til privatfester, efter at jeg kom til Carlsberg. Folk er meget interesserede i, hvad vi laver. Det er dejligt. I øvrigt er vi jo meget stolte af vores arbejde og arbejdsplads. Så vi vil meget gerne vise den frem, siger han.
Carlsberg håber også, at den nye og åbne linje kan gøre flere interesseret i at arbejde med bryggeri - et fag, der i dag er højt specialiseret og teknisk baseret.

Knud Dalgaard er en af de guider, der skal vise gæster rundt og fortælle om bryggeriets produktion, historie og produkter. Foto: Peter F. Autzen

Knud Dalgaard er en af de guider, der skal vise gæster rundt og fortælle om bryggeriets produktion, historie og produkter. Foto: Peter F. Autzen

Øjenåbner og høreværn

Gæsterne udstyres med sikkerhedssko, høreværn, beskyttelsesbriller, refleksvest, hårnet (kasket), kittel og et headset, der gør dem i stand til at høre guiderne i de støjende omgivelser.
En af guiderne er Knud Dalgaard, som ellers lige er gået på efterløn.
- Jeg har været på bryggeriet siden 1979 og var lige stoppet, da de ringede og spurgte om jeg ville være med til det her. Og dét kunne jeg ikke sige nej til, fortæller han med et smil.
- Jeg glæder mig faktisk helt vildt til at komme i gang. Stedet her rummer så mange gode historier, som jeg ser frem til at fortælle. Gennem årene har jeg oplevet, at alle har en mening om bryggeriet. Med den her ordning kan vi kvalificere den mening. For eksempel kan vi vise folk, at Carlsbergs Hof og Grøn Tuborg ikke er det samme, som nogle ellers hævder, siger Knud Dalgaard.

Når man ser øldåserne fare forbi på diverse transportbånd og -skinner, forstår man, hvordan bryggeriet kan levere 280 millioner liter øl om året.
Foto: Peter Friis Autzen

Når man ser øldåserne fare forbi på diverse transportbånd og -skinner, forstår man, hvordan bryggeriet kan levere 280 millioner liter øl om året. Foto: Peter Friis Autzen

Besøgstjenesten blev præsenteret for pressen, der - ligesom alle andre gæster - blev udstyret med kasket, sikkerhedssko, kittel og andet sikkerhedsudstyr. Foto: Peter Friis Autzen

Besøgstjenesten blev præsenteret for pressen, der - ligesom alle andre gæster - blev udstyret med kasket, sikkerhedssko, kittel og andet sikkerhedsudstyr. Foto: Peter Friis Autzen

Publiceret 28 January 2012 12:00