Renoveringen af domkirkepladsen griber om sig. Tirsdag den 7. februar står trafikken i Stenbogade for tur. Foto: Esbjerg Kommune

Renoveringen af domkirkepladsen griber om sig. Tirsdag den 7. februar står trafikken i Stenbogade for tur. Foto: Esbjerg Kommune

Stenbogade lukkes af

Renoveringen af domkirkepladsen lukker Stenbogade tirsdag i næste uge

Arbejdet med renoveringen af Domkirkepladsen skrider planmæssigt frem, og i skrivende stund er vejret endnu med det store projekt. Det forsøges udført med færrest mulige gener for både borgere i området og Ribes mange udefrakommende gæster, men det er umuligt helt at undgå. Det kommer folk med ærinder omkring Domkirken til at mærke tirsdag den 7. februar. På betingelse af at vejret fortsat er nogenlunde gunstigt, lukkes Stenbogade nemlig helt af fra klokken 17.30 til cirka 23.00. Lukningen skyldes, at der i forbindelse med arbejdet omkring det lille torv ved Hotel Dagmar skal udskiftes en gammel kloakledning og separeres i nye kloak- og spildevandsledninger. De separerede afløbsledninger skal krydse Stenbogade ved Pepper’s, og det er under dette arbejde, at entreprenørfirmaet Stürup er nødt til at spærre Stenbogade for al trafik. For at minimere generne for trafikken udføres arbejdet i aftentimerne, hvor både entreprenører og arkæologer fra Sydvestjyske Museer vil stå klar og lægge alle kræfter i for at holde den stramme tidsplan, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Publiceret 28 January 2012 10:00