En Skive røg af selvtilliden
Med Isabel Thomsen mellem stængerne er der håb om nødvendige point mod Rødovre
Søndagens møde med Skive blev en ny nedtur for Roskilde Håndbolds damer.
- I perioder hænger spillet egentlig fint sammen. Vi spiller os til mange chancer, men brænder alt for meget, forklarer assistenttræner og sportschef Thomas Brønd.
Selvom han og spillerne kan trøste sig med, at Skive som tophold i 1. division både på papiret og i praksis er et bedre hold, så trænger man i Roskilde-lejren gevaldigt til at vinde.
Det skyldes hensynet til både den blødkogte pointkonto og den slunkne selvtillid.
- Vi har en pokalkamp mod Amager på torsdag, siger Thomas Brønd videre. De er tophold i 2. division, men vi bør vinde. Det sender os dels videre i pokalen, dels vil det booste selvtilliden før vores vigtige turneringskamp mod Rødovre på søndag.
Isabel mellem stængerne
Storkøbenhavnerne er i modsætning til Skive et hold, som Roskilde-holdet skal slå. Så brutalt er kravet, hvis afstanden til nedrykningspladser og slutspilskampe skal holdes i ave.
Til alt held er den skrappe målvogter Isabel Thomsen kommet klubben fra domkirkebyen til undsætning. I første omgang med løfte om at spille sæsonen færdig med 1. divisionsholdet.
- Hun er ikke i så god form endnu, men hun står fornuftigt i 1. halvleg mod Skive, mener Thomas Brønd.
Liga-erfaring fra Slagelse
Han har stor tiltro til, at den store keeper med liga-erfaring fra Slagelse vil blive en vigtig brik i jagten på de nødvendige point mod rækkens bundhold.
Roskilde Håndbold damer har på 8. pladsen 14 point. Men holdet har kun to point til den stiblede linje, der markerer slutspil om ikke at rykke ned.
Publiceret 30 January 2012 11:15