Færdselsuheld på Hvidovrevej

Et hjertestop var efter al sandsynlighed årsagen til et voldsomt færdselsuheld på hjørnet af Hvidovrevej og Kløverprisvej søndag formiddag.
Det skriver Ekstra Bladet.
En 73-årig mand sad bag rattet i sin blå Suzuki Ignis, da han formentlig fik et ildebefindende. Bilen var imidlertid i fart og det betød, at den fortsatte ind i en lysmast i lyskrydset.
Ambulance og brandvæsen blev tilkaldt og en lang indsats for at genoplive manden startede. I følge Københavns Vestegns Politi havde manden fået et hjertestop.
- Han fik flere hjertestop. Hans tilstand er stadig kritisk, men han er i live, siger vagtchef Leif Bonde, Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.
Der var ingen andre involveret i færdselsuheldet.
Vestegnens Brandvæsen sikrede skadestedet, fik den 73-årige ud af bilen og fragtede ham til Rigshospitalets Traumecenter. Efterfølgende fjernede brandvæsnet bil og fragmenter fra Hvidovrevej.

Publiceret 30 January 2012 09:45